Kommuner vil selv bestemme over drikkevand
DRIKKEVAND: Seks kommuner går i mod ny plan fra Naturstyrelsen, som bestemmer hvor meget drikkevand, de skal levere til hovedstaden.
- Vi har klaget over Naturstyrelsens plan, og vi overvejer at gå rettens vej for at sikre kommunernes bestemmelsesret over drikkevandet, siger Køge Kommunes borgmester Flemming Christensen.
Hvem skal bestemme, hvor meget der må pumpes op i andre kommuner? Naturstyrelsen mener, at det skal den selv. Det fremgår af et kommuneplantillæg, som Naturstyrelsen udsendte for nylig. Greve, Køge, Lejre, Ringsted, Roskilde og Solrød, der leverer drikkevand til hovedstadsområdet går i mod og har netop klaget til Natur- og Miljøklagenævnet.
- Vi vil fortsat gerne bidrage til, at københavnerne har rent vand i hanerne. Men det er ikke en opgave for Naturstyrelsen at beslutte, hvor meget drikkevand vi kan undvære, siger Flemming Christensen, på vegne af de seks kommuner. Han fortsætter:
- Det handler om at sikre en bæredygtig vandforsyning, så der ikke bliver pumpet mere drikkevand op end naturen og grundvandsmagasinerne kan bære. Og den vurdering foretages bedst lokalt. Samtidig er kommunerne vandforsyningsmyndigheder. Det betyder, at det i udgangspunktet er os, der skal give Hovedstadens Forsyningsselskab, HOFOR, tilladelse til at indvinde vand hos os.
Parate til at gå rettens vej
Forslaget til kommuneplantillæg var i høring i efteråret 2013, og allerede her gjorde en række kommuner indsigelser.
I november 2013 udsendte Naturstyrelsen en redegørelse for høringsfasen, hvor styrelsen alligevel holdt fast i, at det fremover er Naturstyrelsen, der skal bestemme, hvor meget vand, HOFOR må hente uden for eget forsyningsområde. Også her vendte kommunerne sig i mod Naturstyrelsens redegørelse.
Med den endelige udstedelse af kommuneplantillægget forbereder de seks kommuner sig nu på at gå rettens vej for at beholde retten til at bestemme, hvor meget vand, HOFOR må hente hos dem.
- Naturstyrelsen har tydeligvis ikke imødekommet vores bekymringer om drikkevandet. Flere af os har påklaget kommuneplantillægget til Natur- og Miljøklagenævnet og overvejer kraftigt at gå hele vejen og bringe sagen til domstolene, og vi regner med at få opbakning fra Kommunernes Landsforening, siger Køge-borgmester Flemming Christensen på vegne af de seks kommuner.
pm