Fortsæt til indhold

Politikere diskuterede registreringsafgift med bilbranchen

Arkiv
Arkiv

AutoBranchen Danmark havde mandag inviteret Venstres Hans Christian Schmidt, Konservatives Mike Legarth og Socialdemokraternes Christian Rabjerg Madsen til debat om bilrelaterede temaer sammen med Dansk Bilbrancheråd.

I en pressemeddelelse skriver AutoBranchen Danmark, at biler er dyre i Danmark, og derfor fylder de meget i danskernes bevidsthed, men ikke mindst når statskassen skal gøres op. Finansieringen var ét af de punkter, som politikerne var mest uenige om. De Konservative har fremlagt en plan for, hvordan registreringsafgiften kan lempes med 700 mio. kr. Venstre vil gerne vente og se, om de kan finde nye penge, da andre skatteområder skal tilgodeses først, og hos Socialdemokraterne er grundlaget for en fremtidig omlægning, at den skal være provenuneutral. Altså at penge skal findes hos bilisterne. I det mindste lader der til at være enighed om, at den værdibaserede afgift trænger til at blive erstattet af en teknisk afgift baseret på bilernes CO2-udledning, vægt mm, skriver branchen i pressemeddelelsen.

At kandidaterne havde de regionale briller på, var tydeligt i diskussionen om fremkommelighed, hvor der kom konkrete bud på store projekter de ville kæmpe for, hvis de blev valgt og en erkendelse af, at man har brug for bilerne i en region som Syddanmark. Dog var forskellen mellem rød og blå blok tydelig i spørgsmålet om prioriteringen mellem kollektiv og privat transport.

Desuden diskuterede politikerne sikkerhedsudstyr i bilerne. Sikkerhedsudstyr koster tre gange så meget i danske biler som i de tyske og bliver fravalgt af bilkøberne, så de danske biler både er blandt de ældste og mindst sikre i EU. Det er mere end 8 år siden listen over sikkerhedsudstyr sidst er opdateret, og derfor var panelet helt enige i AutoBranchen Danmarks forslag om, at listen skal revideres mindst hvert andet år.

Afslutningsvis nåede politikerne at komme med deres bud på, hvordan der skabes mere prestige i erhvervsuddannelserne, så de bedste unge tiltrækkes som lærlinge.