Fortsæt til indhold

Aabenraaere skrev postkort til flygtninge med Lotte Rod

Arkiv
Arkiv

Radikales Venstres folketingsmedlem og integrationsordfører Lotte Rod mener, at integrationspolitikken handler for meget om tal og for lidt om mennesker. Det forsøgte hun onsdag at ændre med et initiativ på gågaden i Aabenraa: Hun opfordrede forbipasserende til at skrive et postkort til de nye flygtninge i Bolderslev.

"Ikke siden Anden Verdenskrig har så mange mennesker været på flugt i verden. Nogle af dem er lige kommet her til Sønderjylland, og jeg vil gøre mit til, at vi byder dem godt velkommen," siger Lotte Rod.

Onsdag spændte hun en tørresnor op på gågaden i Aabenraa, hvor forbipasserende kunne hænge et postkort op. Det var der mange, der gerne ville være med til. Både voksne, som skrev en hilsen, og børn, som tegnede en tegning.

"På Christiansborg er tonen ofte meget hård over for flygtningene. Her ude i virkeligheden vil mange mennesker gerne hjælpe flygtningene, og det vil jeg gerne fortælle med det her initiativ," siger Lotte Rod.

På flere af postkortene går ord som ”velkommen” igen. Tegningerne viser glade ansigter og mennesker, der holder hinanden i hånden eller. Og en enkelt greb chancen for at skrive på arabisk.

Efter gågaden samlede Lotte Rod postkortene sammen. Torsdag afleveres de til flygtningene i Bolderslev.