Fortsæt til indhold

To cyklende kvinder blev kørt ned i Esbjerg

En vindmølletransport kvæstede cyklist

Arkiv
Louise Ritter

To kvinder blev i løbet af torsdagen påkørt, da de kom kørende på deres cykler i Esbjerg.
Mest alvorlig var påkørslen af en 62-årig kvinde, der omkring kl. 13.00 kom cyklende på Østre Havnevej. Umiddelbart inden krydset ved Britanniavej blev kvinden ramt af blokvogn, der havde en vindmøllevinge på ladet.
Ifølge vagthavende ved politiet i Esbjerg var det en af de advarselstavler, som blokvognen bar, der ramte hende. I første omgang lød meldingen ellers på en højresvingsulykke, men det er altså ikke tilfældet.
Kvinden blev hårdt kvæstet ved ulykken og blev straks fløjet til Odense Universitetshospital. Allerede torsdag aften blev hun heldigvis meldt uden for livsfare.
Mere billigt slap en 43-årig kvindelig cyklist kl. 21.40 på Strandby Kirkevej. En 56-årig kvinde påkørte hende, da hun skulle svinge ud fra Skoleparken.
Der skete kun lettere materiel skade ved uheldet.