Storegade bliver indviet lørdag
Forskønnelsen af Storegade i Randers er nu på plads, og gågaden skal i fremtiden tiltrække endnu flere mennesker. Det bliver markeret med fest og musik i Storegade lørdag 4. juli fra kl. 13 – 22
Allerede i 2013 tog Randers Byråd beslutning om at starte en forskønnelse af Storegade. Ideen kom som en udløber af ønsker fra de erhvervsdrivende i Storegade, som ønskede en smukkere gade, der indbød til mere byliv. Storegade er i forvejen gågade og kun beboerkørsel og varekørsel er tilladt.
Mere fodgængervenlig
Som de daglige besøgende i Storegade allerede vil have opdaget, så er et af elementerne i renoveringen og forskønnelsen af gaden en helt ny belægning fra facade til facade. Samtidig er alt gadens udstyr også blevet fornyet. Det drejer sig om bænke, lamper, pullerter, affaldskurve mm.
”Formålet med hele projektet har været, at skabe en mere attraktiv gade, som vil tiltrække flere gæster,” siger Daniel Madié, der har været formand for projektets styregruppe og tilføjer:
”Vores ønske har bl.a. været, at give bedre mulighed for at opholde sig i gaden. Derfor har vi også fået sat en række bænke op. Vores klare forventning er, at gaden vil blive et bedre og hyggeligere sted at opholde sig til fordel for både borgere, turister og ikke mindst restauratører.” Netop bænkene i Storegade har været genstand for en del debat og er derfor opsat som en forsøgsordning i foreløbig et år.
Indvielse
Arbejdet med at renovere gaden har været i gang helt indtil slutningen af juni i år og færdiggørelsen bliver markeret ved et arrangement lørdag 4. juli kl. 13 – 22. Det er Storegadeforeningen, der står bag arrangementet, som bliver en musikalsk oplevelse med bl.a. jazzband og DJ.
Kl. 16:00 vil Daniel Madié officielt indvie den nyrenoverede Storegade, og herefter er der musik i gaden indtil kl. 22.
Renoveringen af Storegade har kostet cirka syv millioner kroner.