Talen som aldrig blev holdt

Denne tale blev Grundlovsdag holdt af borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V) på Vejle Museerne - Spinderihallerne. Det skete i anledning af 100 år for stemmeret til kvinder og tyende. Grundlovsændringen blev dengang ikke markeret i Vejle, faktisk var der næsten helt stille omkring den for eftertiden markante ændring af grundloven. Vejle Museerne havde derfor spurgt den nuværende borgmester, om han ville holde den tale, der aldrig blev holdt.
Han takkede ja, og talen kan læses her:
I dag - den 5. juni 1915, begynder fremtiden.
I dag har kongen underskrevet den nye grundlov, som gør Danmark til en del af den moderne verden. I dag bliver kvinder og tyende fuldgyldige medlemmer af det danske samfund og demokrati.
Fra i dag har størstedelen af landets befolkning stemmeret. I går var det blot omtrent 15 %! Den nye grundlov stiller alle voksne mennesker i dette land lige. Ikke længere skal indkomst, stand og køn fastsætte værdien af det enkelte menneskes fornuft og dømmekraft!
Indtil i dag har vi sagt, at en mand som overhoved for sin familie og sin hustand måtte være den eneste, der var en stemme værd. Hans kone og de tjenestefolk, der boede under hans tag, blev anset som underlagt hans valg og hans dømmekraft. Vi mente, at han kunne vælge, hvad der var bedst for dem. Men fra i dag er ét menneske én stemme værd.
I dag vil jeg ønske tillykke til tyende og i særdeleshed til kvinderne, som dog udgør den største nye vælgergruppe. Jeg vil ønske jer alle tillykke med et fuldbyrdet demokrati.
Med min lykønskning følger en formaning: Sig aldrig, at du er heldig, at du har stemmeret; sig hellere, at du er privilegeret. Og glem aldrig, at nogen har dig givet dette privilegium og kæmpet derfor! Glem heller ikke at privilegier skal forsvares. De skal til stadighed kæmpes for, for de kan mistes igen.
Det er ikke held, der har givet jer denne ret og dette demokrati. Held har sin kilde i tilfældigheder, i sammentræf, i en gunstig skæbne. Et privilegium, på den anden side, er givet jer af nogen.
Et privilegium som det, I fra dags dato nyder, er givet til jer af mennesker, der har arbejdet hårdt for jeres sag, målrettet og med store personlige ofre og afsavn som pris.
De er blevet hånet, latterliggjort og endda betragtet som en trussel mod ro og orden og som en trussel mod fornuftens tag om magten.
Jeg håber, at I vil huske de mennesker, som har kæmpet for det privilegium, I nu skal nyde. Og at I også vil huske dem om hundrede år!
En af dem, der har kæmpet for det privilegium, I gives i dag, er frk. lærerinde Olga Knudsen her fra Vejle.
For få år siden, tilbage i 1905, var Olga Knudsen en bærende kraft i grundlæggelsen af Vejle Kvindeforening. Foreningen havde fra starten som del af sit formål at sikre kvinder valgret, og foreningen skiftede kort efter navn til Vejle Kvindevalgretsforening.
Denne forening henvendte sig i 1908 til de politiske partier, herunder mit eget, med opfordring til at opstille kvinder på deres lister til kommunalvalget, hvor kvinder på dette tidspunkt allerede havde opnået valgret.
I 1909 blev Olga Knudsen og Thyra Skou som de to første kvinder valgt ind i Vejles byråd.
Men kampen for at nå bare dertil havde været lang.
Spørgsmålet om kvinders valgret blev først rejst i tinget af Frederik Bajer i 1886, og modstanden var stor. Hør blot ordene fra en af modstanderne tilbage i 1888 - Carl Ploug:
”efter min Mening er Hovedforskjellen mellem Kvinden og Manden den, at hos hende er Følelseslivet og hos ham er Forstandslivet stærkest.” Citat slut.

Eller hør greve Christian Rosenkrantz Scheel, der i 1887 gav Frederik Bajers forslag om kvinders valgret disse ord med på vejen:
”Det at give kvinden kommunal valgret, vil kun være første skridt til at føre hende ind på en glidebane. Det vil ende med, at hun kommer ind i den landspolitiske valgkamp og bliver valgbar til Folketinget, og det tror jeg ikke nogen af os mænd, som har virkelig respekt for kvinden, kunne ønske, at hun kommer til.” Citat slut.
Argumenter både for og imod kvinders valgret har fra begyndelsen ofte betonet, at kvinder skulle have andre egenskaber og anlæg end mænd, eksempelvis for omsorg for fattige, børn og ældre.
Disse egenskaber, mener nogle, hører hjemme uden for politik, mens andre netop mener, at disse kvindelige dyder kan trække politik i en mere menneskelig retning.
Således udtalte en kendt kvindesagsforkæmper, Johanne Meyer, i 1888, at hendes kønsfæller skulle have stemmeret og mulighed for at blive valgt til politiske hverv på grund af 'Kvinders specielle evner, hvad angår forståelse og indsigt for børn, syge og gamle'.
Olga Knudsen er ganske uenig i sådanne betragtninger om kvinders specielle og begrænsede evner og anlæg. Hun udtalte, da hun blev valgt til byrådet i Vejle i 1909, at hun mente, at Thyra Skou og hun selv måtte 'hævde sig som personligheder, og ikke blot som kvinder'.
Gennem sin politiske karriere har hun været optaget af ikke at blive bedømt på basis af sit køn, men for indholdet af sin karakter, en drøm andre borgerretsforkæmpere har delt.
Olga Knudsen er således blevet kendt som en person, der står
fast på sine synspunkter. I sit virke i hjælpekasserne mente hun bestemt, at under kategorien 'værdigt trængende' faldt ikke fordrukne mænd!
I øvrigt er hun også aktiv i afholdsbevægelsen.
Men derudover kæmper hun for ligeløn for mænd og kvinder, en sag som sikkert stadig kæmpes i Danmark om hundrede år - i 2015 - hvem ved?
Det er det arbejde, udført af folk som Olga Knudsen, i de mange lokale kvindeforeninger, I kan takke for det privilegium, I gives i dag.
Med det privilegium følger også den enkeltes pligt til fortsat at kæmpe for lige rettigheder. Fra i dag skal enhver person have muligheden for at hævde sig, uanset køn, status eller ejendom.
Netop ejendom har indtil i dag, hvor kongen har underskrevet den nye grundlov, været afgørende for retten til medbestemmelse i det nationale demokrati. Indtil i går har kun mænd over 30 med egen husstand haft stemmeret til rigsdagen og landstinget.
Tyende, det vil sige tjenestefolk uden egen husstand, er først i dag blevet del af det danske demokrati.
I de første udkast til den nye grundlov og i mange af de nye love, der i de senere år gradvist har udvidet valgretten til stadig flere, var der en gennemgående undtagelse, og det var tyende.
Som jeg nævnte før, har kvinder i de senere år kunnet vælges til en række embeder i sogneråd og kommuner, mens tyende fortsat har været uden udsigt til at opnå stemmeret af nogen art.
Fra talerstole og i foreninger har tyendet ligesom kvinderne kæmpet for, at også deres stemme skulle blive hørt. Debatten om kvinders valgret havde stået på i flere år, da de tyendes rettigheder kom på dagsordenen.
Og det var tyende og fattige landarbejdere selv, der bragte egne rettigheder på dagsordenen. De var ikke blot heldige at blive deres rettigheder givet.
Her skal jeg fremhæve en anden person, der har kæmpet for de privilegier, som vi fra i dag nyder og skal værne om.
Carl Westergaard var jysk landarbejder og stiftede tyendeforbundet, der bl.a. arbejdede for valgret og valgbarhed netop til tyende.
Ligesom kvinder hidtil har været betragtet som repræsenterede ved valg gennem deres mænds stemme, så var tyende indtil i dag som individer blot en del af en mere velhavende mands husholdning. Og tyendet blev betragtet som repræsenteret af ham i forbindelse med valg.
Carl Westergaard var klar over, at valgret og valgbarhed for det samfundslag, han repræsenterede, ikke ville blive opnået ved heldige sammentræf eller andres barmhjertighed.
Nej, her måtte nogen ofre sig og kaste sig ind i kampen, og som Carl Westergaard formulerede det i 1907:
”Tyendeklassen beder ikke om Valgret – vi forlanger den, fordi vi har Ret til den frem for nogen anden Klasse. Vi kræver: Valgret – kommunal og politisk – med Valgbarhed lige med de andre Samfundsklasser.”
Det har taget mange år at få disse rettigheder til kvinder og tyende, som vi i dette år 1915 endelig har opnået.
Kvindegrupper og meningsdannere har kæmpet og slidt utrætteligt. Vi har opnået et reelt demokrati i dag. Ikke af held, men som et privilegium givet os af dem, der tog kampen. Når vi i dag fejrer, at kvinder og tyende har opnået stemmeret og muligheden for selv at blive valgt til parlamentet, så giver det håb for fremtiden:
Måske en dag vil verdens første kvindelige minister være dansk? Hvem ved, om vores statsminister en dag ligefrem er en kvinde?
Vi kan håbe, at der kommer en dag, hvor en fattig fabriksarbejder kan træde ind i kontorerne på rådhuset i Vejle og iføre sig borgmesterkæden? Måske en dag en anden lærerinde kan bære arven fra Olga Knudsen og endda blive borgmester i Vejle?
Jeg håber, at det om hundrede år - i 2015, vil være helt naturligt, at alle borgere i Danmark har lige ret og medbestemmelse.
Jeg håber aldrig, vi skal glemme, at der var en tid, hvor visionære kvinder og mænd måtte kæmpe for de rettigheder, som før kun var et lille mindretal forundt.
Men jeg håber også, at danskerne om hundrede år vil være klar over, at de ikke er heldige, men derimod er privilegerede af tidligere generationers hårde arbejde for den enkeltes rettigheder.
Også om hundrede år skal folk i Vejle huske, at rettigheder er noget, man må kæmpe for, ofre sig for og værne om; ikke noget man kan læne sig tilbage og føle sig heldig over at have.
Som forfatter Helene Strange skrev i en sang til Kvinders valgretsmøde i 1909:
'Ja, Saa lover vi det,
At vi ej bliver træt,
Af at kæmpe for Kvindernes Ret'
Tillykke med grundloven af 1915 til alle kvinder, tyende og ikke mindst deres efterkommere, mange af hvem vi i dag finder i Vejles byråd.