Sjælland bliver overset af Christiansborg!
Landdistrikter og yderområder har nærmest ikke været et tema for de nationale medier i denne valgkamp. Og når en politiker endelig har formastet sig til at om landdistrikter har det stort set altid været med en jysk vinkel.
Det på trods af, at Sjælland har nogle af de største udfordringer mht. fraflytning, tab af arbejdspladser og for lavt et uddannelsesniveau.
Desværre synes Sjællands udfordringer oftest at blive overset i den politiske debat.
Det kan særligt ses hvis man kigger på infrastrukturinvesteringerne. De seneste 17 år er der blevet anlagt næsten 440 kilometer ny motorvej i Jylland for slet ikke at tale om de massive udvidelser af det eksisterende motorvejsnet. Region Sjælland har kun fået 6,5 kilometer ny motorvej.
Det er da stort set også kun debatter om en jysk hærvejsmotorvej der fylder i trafikdebatten, mens den Sjællandske tværforbindelse fra Rønnede over Næstved, gennem Slagelse og til Kalundborg kun sjældent bliver nævnt. Der er da også en overhængende fare for, at regeringen stort opslåede TogFond i bogstaveligste forstand kommer til at buldre gennem Region Sjælland uden et eneste stop.
Men hvad kan vi så gøre ved det? Jo, vi sjællandske politikere skal blive bedre til at lære af jyderne. De er nemlig gode til at stå sammen om deres lokale mærkesager. Så nogle gange skal vi altså lægge partikasketten på hylden og så være fælles om at kæmpe de kampe der betyder noget for Sjælland.