Fortsæt til indhold

Vækst skabes også udenfor hovedstaden

Arkiv
Arkiv

Carl Holst (V), folketingskandidat, Sydjyllands Storkreds, skriver dette læserbrev:
Hovedstads-centralisering præger den nuværende regerings vækst-initiativer. Vi må og skal i stedet skabe et Danmark i balance, også når det handler om erhvervsudvikling.
Der er eksempelvis ikke blevet gjort meget fra regeringens side for at lokke ingeniører til Vest- og Sydjylland. Til trods for, at det utvivlsomt er tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft, der er en af vores regions største fremtidige udfordringer.
Som regionsformand har jeg gjort mit til at hjælpe. Men lokale og regionale initiativer gør det ikke alene. Også nationalt må man lægge sig i selen for at forstå de udfordringer, det syddanske erhvervsliv døjer med.
Vi skal styrke erhvervsuddannelserne. Et svendebrev må aldrig stå i skyggen af en studenterhue.
Vi skal tage et opgør med de mange erhvervs-barrierer, der eksisterer i det dansk/tyske grænseland.
Infrastrukturen i hele regionen skal være attraktiv for virksomheder og deres medarbejdere.
Endelig er udflytning af statslige arbejdspladser fra København til Sydjylland et must. Intet taler i mine øjne for, at eksempelvis hele Energistyrelsen partout skal befinde sig i København.
Christiansborg må forstå, at vækst også skabes udenfor hovedstaden.