Fortsæt til indhold

Indstil din kandidat til Årets Randersborger

Arkiv
Arkiv

Hvem har i det sidste år gjort det helt særlige for Randers – for dermed at være den helt oplagte kandidat til Årets Randersborger 2015? Det spørgsmål søger Randers Kommune nu svaret på. Kandidater kan indstilles frem til 10. juni
Siden 1977 har kommunen tildelt titlen til en person, som har gjort en særlig indsats for Randers. Sidste år blev Værkets musik- og teaterchef Michael Qvist Rørsted 'Årets Randersborger'. Han modtog hæderen for sit store arbejde med initiativet 'Byholdet' - en interessegruppe af sponsorer, som har skabt nyt liv i den gamle friluftsscene på Skovbakken.
'Årets Randersborger' er i definitionen en person, som har bidraget til at skabe positiv omtale og igangsætte udvikling af Randers både udadtil og indadtil. Det kan være inden for erhvervsliv, idræt, kultur, ungdom, ældre, musik, byudvikling eller andet.
Til og med 10. juni kan alle indstille en kandidat via kommunens hjemmeside www.randers.dk. Her skal man blot indtaste navnet på den person, som man indstiller og give en kort begrundelse for, hvorfor man indstiller netop denne kandidat.
Randersborger-komitéen vurderer alle forslagene. Komitéen består af fem byrådsmedlemmer, repræsentanter fra VisitRanders, Erhverv Randers, Kulturelt Samvirke, Samvirkende Idrætsklubber i Randers (SIKR) og Randers Eventsekretariat.
Den endelig kåring sker som en del af Randers Ugens åbning, fredag 7. august, på Østervold.