Fra heks til erhvervskvinde
Elskerinde, hustru og mor. Myndig eller umyndig. Veluddannet eller uuddannet. Skyggetante – eller heks! Kvindens roller i hjemmet og i samfundet har været mange og yderst forskellige gennem de sidste 500 år. På Museum Østjylland i Randers er der nu mulighed for at se nærmere på kvindens omskiftelige liv gennem fem århundreder
Der er rundvisning på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers, med titlen "Kvindeliv gennem 500 år" torsdag 11. juni klokken 17–18.
Overinspektør Hanne Schaumburg Sørensen vil denne dag vise rundt i museets udstilling og sætte fokus på kvinder til alle tider. Man kan blandt andet høre om 16- og 1700-tallets kvinder, der ofte levede tilbagetrukket i hjemmet. Her havde de et stort ansvar for at fremstille familiens tøj, koge, stege, bage og lave forråd til hele året - for ikke at tale om at opdrage en ofte større børneflok.
Rundvisningen på Museum Østjylland sætter også fokus på historien om de yderst sofistikerede adelige kvinder, som Kristence Rotfeld og Sophie Reedtz, der ikke alene tilhørte landets mest magtfulde adelsslægter, men som også mellem utallige børnefødsler fandt tid til at lave nogle af museets allerfineste klenodier.
Eller man kan høre historien om de mange kvinder – også på Randers-egnen - der i 1600-tallet måtte lade livet på grusomste vis; anklaget og brændt på bålet for hekseri.
1800-tallet: En brydningstid
1800-tallet varslede nye tider for kvinderne. Nye demokratiske strømninger betød, at kvinderne fik tilkæmpet sig juridiske og politiske rettigheder. Således fik kvinderne i 1857 retten til at råde over egne tjente penge, mens de først i 1915 fik fuld politisk ligestilling.
Hanne Schaumburg Sørensen fortæller også den interessante historie om en af landets kendteste kvindesagsforkæmpere, Pauline Worm, der voksede op i Kristrup syd for Randers. Pauline Worm blev uddannet lærer og kæmpede hele livet som forfatter og foredragsholder for ligeværd mellem kønnene og kvinders ret til at forsørge sig selv.
Hvad vi i dag tager som en selvfølgelighed - at kvinder må uddanne sig - var noget nyt og skelsættende i 1800-tallet. Kvinder kunne nu uddanne sig til for eksempel lærerinde eller sygeplejerske. Arbejderkvinden havde dog ingen muligheder for uddannelse, men hun måtte tage til takke med hårdt, ufaglært arbejde som hustyende, vaskekone eller som arbejder i den voksende tobaks-, tændstik- og beklædningsindustri.
Der er gratis adgang til rundvisningen men tilmelding er nødvendig på 8712 2600 eller på tilmelding@museumoj.dk