- Hvorfor gør forvaltningen ikke hvad kommunalbestyrelsen har besluttet?
For 18 måneder siden blev det besluttet, at der skal bygges fire parcelhuse på Parallelvej 47 - men intet er sket og nu dukker sagen op igen
Adressen er Parallelvej 47 og udvalget sagde dengang nej til et forslag fra forvaltningen om, at der skulle bygges rækkehuse eller ældreboliger på grunden.
Da sagen blev behandlet på det efterfølgende kommunalbestyrelsesmøde besluttede et flertal, at der skulle opføres fire parcelhuse og derfor udarbejdes et lokalplanforslag.
I sidste uge dukkede sagen så igen op som et punkt på teknik- og miljøudvalgets dagsorden. Forvaltningen havde indstillet til udvalget at vælge imellem tre scenarier for boligbebyggelse på Parallelvej 47 - nemlig enten fire parcelhuse, tre dobbelthuse eller rækkehuse.
Klokkeklar beslutning
- Vi havder i januar 2014 i kommunalbestyrelsen en ophedet debat om den fremtidige anvendelse af grunden på Parallelvej, husker Steen Ørskov (C):
- Den meget lange debat om området endte med, at kommunalbestyrelsen besluttede, at man på stedet ønsker opført fire parcelhuse. Det vil nemlig være i overensstemmelse med, hvad der ligger omkring denne grund. Men beslutningen var helt tydeligt ikke borgmesterens og socialdemokraternes kop the - og borgmesteren var mildt sagt oprørt over, at hun og hendes parti for en sjælden gangs skyld ikke fik det, som de ønskede. De ønskede rækkehuse og gerne at der blev bygget højere - uden hensyntagen til naboerne i området...
- Jeg undrede mig meget over at se sagen dukke op på teknik- og miljøudvalgets møde her i sidste uge, siger en tydeligt irriteret Karl Erik Høholt (V):
- Det er med en god portion undren at se en sådan sag pludselig dukke op igen - vel og mærke næsten halvandet år efter en beslutning i udvalget og kommunalbestyrelsen om udarbejdelse af en lokalplan med bebyggelse af parcelhuse på grundstykket.
Vi behandlede jo sagen den 15. januar 2014. Et flertal i udvalget var imod forslaget om rækkehusbebyggelse og besluttede, at der skulle udarbejdes et nyt lokalplanforslag med parcelhusbebyggelse. Eneste parti imod var Socialdemokraterne.
Ved den efterfølgende behandling i kommunalbestyrelsen, fremsatte en tydeligt irriteret borgmester et forslag om, at tilbagesende sagen til teknik- og miljøudvalget.
Borgmesterens forslag blev imidlertid nedstemt af Konservative, Dansk Folkeparti, Hvidovrelisten og Venstre, der fastholdt beslutningen fra udvalget om udfærdigelse af en ny lokalplan med parcelhusbebyggelse.
Der eksisterer altså en klokkeklar beslutning fra kommunalbestyrelsen om den ønskede bebyggelsestype...
Under al kritik
- Efter beslutningen i januar i kommunalbestyrelsen sidste år fulgte en lang periode, hvor intet skete. Jeg har sågar måtte spørge til, hvornår der skete noget i sagen, siger Steen Ørskov:
- Desværre synes jeg, at der tegner sig et mønster.
Når noget bliver, som socialdemokraterne ønsker det, så kan ting ske “over night”. Men passer det ikke socialdemokraterne kan tingene gå så uendeligt langsomt. Nu - næsten halvandet år senere - fik vi så igen sagen at se på teknik- og miljøudvalgsmødet i sidste uge. Men det var lige før, at vi ikke var klar over, at det var samme sag.
For nu kom forvaltningen med en sagsfremstilling, hvor udvalget skulle beslutte, om man ønskede parcelhuse, dobbelthuse eller rækkehuse på stedet!
Det er en utrolig flabethed - idet der jo er truffet en beslutning af et flertal i kommunalbestyrelsen! Og så har man altså bare at føre beslutningen ud i livet. Jeg var ganske vred, da jeg gik til mødet, og jeg måtte bede om svar på, om denne måde at fremstille sagen på var en beslutning, som var truffet af den ansvarlige direktør for området, af borgmesteren - eller af den sagsbehandler, som har haft med sagen at gøre.
Svaret var, at kommunaldirektøren måtte tage den på sin kappe. Men nu er det jo sådan, at borgmesteren er politisk ansvarlig for sagerne og de ting som kommer på dagsordenen her i kommunen. Så der er næppe tvivl om, at det har været vendt på et direktionsmøde med borgmesteren, før sagen kommer på i en form, som tilfældigvis passer borgmesteren bedre...
- Det kan derfor undre at der nu - efter næsten halvandet år - og fra en tilsyneladende arbejdsmæssigt presset forvaltning fremsættes en ny dagsorden, anfører Karl Erik Høholt:
- Jeg skal ikke fremkomme med mistanker og årsager til dette forløb. Det vil jeg overlade til den enkelte borger i Hvidovre.
Men Venstre finder det under al kritik, at man på denne måde tilsidesætter en beslutning truffet af kommunalbestyrelsen og bruger unødige resurser på en sagsbehandling af en sag som der for halvandet år siden er taget politisk stilling til.
Man kunne for længst have udfærdiget og vedtaget en lokalplan, der kunne have åbnet op for salg af grundstykket til byggegrunde til parcelhuse, som der er stor efterspørgsel på i kommunen.
Sagsforløbet råber i den grad på mangel på politisk styring og ansvar...
Politisk tonedøv
- Kommunaldirektøren kunne ikke være i tvivl om, at jeg fandt dette forløb utroligt upassende samt at jeg anså ham for at være absolut politisk tonedøv, når sagen havde den udformning, som den havde, siger Steen Ørskov:
- Det er en hård kritik. Men der er altså grænser for, hvordan vi vil behandles.
Og beslutningen fra januar 2014 stod også fast den 3. juni 2015. Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti holdt naturligvis fast i den beslutning, som allerede tidligere var truffet. Så nu bliver det spændende at se, hvor hurtigt man kan arbejde med sagen herfra. For det koster jo penge for hver dag, hvor grunden ligger ubenyttet hen...