Fortsæt til indhold

Ny rolle til Henrik Hansen

Klubikonet skal fremover være bindeled mellem talentsektor og superligatruppen i en rolle som A+ træner

Arkiv
pra

SønderjyskE siger alligevel ikke farvel og tak for kampen til midtbanespilleren Henrik Hansen. Klubikonet og kulturbæreren vender efter sommerferien tilbage til sønderjyderne i en ny rolle som A+ træner og bindeled mellem talentsektoren og superligatruppen. Klubben havde ellers uddelt blomster i forbindelse med den sidste hjemmekamp i maj måned, hvor Henrik Hansen blev hyldet på banen for hans mangeårige indsats. Nu kan sportschef Hans Jørgen Haysen i stedet byde den populære spiller velkommen som en del af det lyseblå trænerteam:
"Henrik Hansen har haft meget stor betydning for klubben og ikke mindst i omklædningsrummet, hvor han som holdets anfører og kaptajn har været en vigtig sparringspartner for både holdkammerater og den sportslige ledelse. Han ved, hvem vi er, og han kender vores DNA og vores måde at prioritere midler og ressourcer," fortæller Hans Jørgen Haysen, og fortsætter:
"Jobbet som A+ træner er som skræddersyet til Henrik Hansen. Han skal overordnet fokusere på klubbens allerstørste talenter og være på og omkring holdene, specielt fra U16 og op til Superligaen. Altså et bindeled mellem de største talenter fra U16-17 årgangene og opad og i øvrigt medvirke til sikre den lyseblå tråd i klubben. Springet fra at være et stort talent i ungdomsrækkerne og til at skulle præstere på øverste hylde som elitespiller og senior i superligaen er kæmpestort. Her vil Henrik Hansens træneruddannelse og ikke mindst mangeårige erfaring som spiller være af uvurderlig betydning for arbejdet med, og udviklingen af, de mange talenter i Haderslev Fodboldklub og SønderjyskE. Vi er meget tilfredse, og jeg er overbevist om, at vi med tilknytningen af Henrik Hansen som en del af Superliga trænerteamet – naturligvis krydret med de i forvejen dygtige talenttrænere vi har - vil give talentudviklingen endnu et kvalitetsløft, siger Hans Jørgen Haysen.

Proff i 13 år

For Henrik Hansen var det først og fremmest en stor beslutning at stoppe den aktive karriere:
"Jeg har været professionel fodboldspiller i tretten år, og har valgt at stoppe mens jeg stadig kan være med. Men det er da en mærkelig følelse, når jeg ved, at jeg efter sommerferien ikke skal møde ind som spiller sammen med gutterne til det første træningspas. Der har naturligvis også været mange samtaler med familien omkring middagsbordet. Tingene skal hænge sammen, og det er vigtigt at man er enige om at tiden er inde til at prøve sig af i en anden sammenhæng. Som spiller er man meget privilegeret, og den største forskel bliver da også, at jeg skal fokusere på en helt anden forberedelse og evaluering af arbejdsopgaverne. Jeg kunne sandsynligvis godt have fortsat som spiller et par år i en anden klub; men nu var muligheden i SønderjyskE til stede, og trænergerningen har hele tiden været en del af den langsigtede plan, fortæller Henrik Hansen, der påbegyndte uddannelsen som A+ træner i januar.
SønderjyskE var ifølge Henrik Hansen det logiske valg at starte trænerkarrieren:
"Det er den klub, hvor jeg har tilbragt det meste af min aktive karriere. Jeg er utroligt glad for klubben, og har et indgående kendskab til forholdene, ressourcerne og menneskerne. Det har været et privilegie, at jeg som anfører i flere år har været tæt på den sportslige ledelse. Der er en række spændende perspektiver i at være med til at udvikle tingene. Det har jeg bl.a. forsøgt i min tid som spiller i forhold til de unge talenter. Nu bliver det som træner, hvilket er en forskel; men på den anden side er jeg jo stadig det samme menneske. Jeg glæder mig til at tage fat i opgaverne med de unge talenter. Vi skal have dem igennem nåleøjet som hele mennesker, og det glæder jeg mig til at være en del af," slutter Henrik Hansen.