6-0 sejr, men det var mere jævnbyrdigt...
Finalen blev igen i år sponsoreret af FairPlay Sportswear, og specielt 1. halvleg formede sig ret lige, idet Præstemose-skolens forsvar ikke alene lykkedes med at afvise Langhøjs angreb, men også fik startet flere gode kontraangreb. Langhøjs forsvar holdt dog godt stand og da Langhøjs angreb cirka halvvejs i halvlegen sikrede en 1-0 føring, skabte det lidt ro hos favoritterne. 1. halvleg sluttede 2-0 til Langhøj. I et forsøg på at “komme tilbage” forcerede Præstemosen i begyndelsen af 2. halvleg, men Langhøj bevarede roen og fortsatte de gode angrebstakter og stærke forsvar fra 1. halvleg og stillingen blev øget til 3-0, og senere til 4-, 5- og 6-0. Præstemosen gav dog på intet tidspunkt op men fightede ufortrødent videre. Stor ros til begge mandskaber for en flot kamp - det var to hold med kollektivet i højsædet. Borgmester Helle Adelborg overværede kampen og overrakte pokalen til Langhøjs anfører, Nicholas Dyhrberg, efter et par velvalgte ord, hvor hun bl.a. også takkede den utrættelige arrangør bag turneringen, Ivan Renneberg, for initiativet og roste holdene for deres flotte indsats. Borgmesteren påpegede bl.a. hvor vigtigt det er for sammenholdet og fællesskabet på skolerne og mellem skolerne, at der foregår sådanne samlende aktiviteter.