Træning gør hverdagen lettere og styrker livskvaliteten
KØGE: I 2014 var 350 borgere omkring Køge Kommunes rehabiliteringsteam, hvor de med hjælp fra teamets medarbejdere fik lavet et træningsprogram. Mange oplevede at kunne klare flere af hverdagens gøremål selv efter endt træning.
- Det er et godt resultat, både som borger og som politiker. Social- og Sundhedsudvalget har fokus på, at det giver bedre livskvalitet, når man selv kan bestemme, hvornår man vil stå op, spise, støvsuge eller gå en tur, siger formand for Social- og Sundhedsudvalget Dora Olsen og fortsætter:
- Og det er nødvendigt, at vi hele tiden ser på, hvordan vi bruger ressourcerne, så vi også i fremtiden kan give den nødvendige hjælp til de borgere, der har brug for det.
Køge Kommune har siden 2011 tilbudt hverdagsrehabilitering for at borgerne. Som udgangspunkt skal alle borgere i Køge Kommune, der søger om pleje eller praktisk hjælp, tilbydes rehabilitering.
Borgere, der allerede får hjælp, kan også tilbydes rehabilitering, hvis det vurderes, at det kan gøre dem mere selvhjulpne.
Køge Kommune foretager altid en individuel vurdering af, om borgeren skal gennem et rehabiliteringsforløb og borgere med fx svære demenssygdomme, svære handicaps eller hurtigt fremskridende lidelser vil typisk ikke blive henvist til rehabilitering.
Rehabiliteringsteamet består af social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, sygeplejersker og ergoterapeuter og du kan få hjælp til rehabilitering fra teamet både i dag- og aftentimerne alle årets dage.
Fælles træningsprogram er en succes Når borgeren har fået tilbud om rehabilitering, kontakter en af Rehabiliteringsteamets 23 medarbejdere borgeren og på et af de første besøg hos borgeren udarbejder rehabiliteringsteamets medarbejder mål for træningen i samarbejde med borgeren: Hvad har borgeren mistet af færdigheder, og hvad kunne borgeren tænke sig at arbejde målrettet på at genopbygge. Planen lægges sammen med borgeren, så målet er realistisk, tidsbegrænset og målbart.
- Evalueringen af vores rehabiliteringsindsats viser, at der er mange af de borgere, der har gennemført et træningsforløb, som bliver i stand til at klare flere af hverdagens mange gøremål selv. Træningsindsatsen er i sidste ende med til at styrke livskvaliteten gennem større frihed og uafhængighed af hjælp fra hjemmeplejen. slutter Dora Olsen på vegne af Social- og Sundhedsudvalget.
Du kan læse Rehabiliteringsteamets årsrapport for 2014 på Køge Kommunes hjemmeside www.koege.dk.
pm