Knallertkørsel og kanonslag
Hele fire gange indenfor det seneste døgn, har politiet modtaget anmeldelse fra borgere, der føler sig generet af unge drenge, der drøner rundt på deres knallerter. I flere tilfælde har de unge mennesker også kastet med kanonslag.
"Klokken 21.15 fik vi en melding om, at der på stisystemerne ved Skovparken, kørte en flok unge drenge rundt på knallert, som var til gene for beboerne", forklarer Mich Klausen fra Lokalpolitiet i Kolding.
Klokken 23.10 var det ved Rebæk Strand den var gal, her blev der ligeledes kastet med kanonslag.
Klokken 00.07 var der både knallertkørsel og kasten med kanonslag ved Bakkeskolen og klokken 04.30 blev beboerne på Utzonsgade vækket af de unge knallertkørere.
I alle fire tilfælde blev der sendt en patrulje til stedet, men det lykkedes ikke betjentene at finde frem til nogle af de unge mennesker.