Jobcenter med i nyt tiltag
Kommuner samarbejder om job og rekruttering
Jobcenter Hvidovre går nu ind i samarbejdet Hovedstadens Rekrutteringsservice, der skal fungere som én indgang for bygge- og anlægsvirksomheder, når de er på udkig efter nye medarbejdere i hovedstadsområdet. Baggrunden er de mange store bygge- og anlægsprojekter, der i disse år bliver sat i gang i hovedstadsområdet - eksempelvis udbygningen af Hvidovre Hospital, metrobyggeriet, anlægget af en letbane og det store arbejde med jernbanen Ringsted-København. Den fælles rekrutteringsservice vil have fokus på byggefirmaernes efterspørgsel på arbejdskraft, være opsøgende og matche lokale ledige med virksomhedernes behov.
Fælles fokus
- Det er en rigtig god idé at indgå denne form for samarbejde, og jeg tror, at det vil give udbytte både for firmaerne i bygge- og anlægsbranchen og de ledige, siger borgmester Helle Adelborg (A): - Sagen er jo den, at det kan være svært for det enkelte jobcenter at klare større rekrutteringsopgaver alene. Dels fordi der skal matches virksomheder og ledige hænder på tværs af kommunegrænser, dels fordi det kræver mange ressourcer og koordinering... Kommunerne i hovedstadsområdet arbejder sammen på flere felter for at fremme beskæftigelsen, og blandt andet har kommunerne fælles fokus på, at beskæftigelsespolitikken skal være en drivkraft for vækst, at arbejde for at sikre de unge uddannelse og job, og at sørge for at de ledige bliver opkvalificeret med f.eks. efteruddannelse og praktik, så de har bedre mulighed for at få arbejde.