Genbrugshallen fejrer fem år med rivende succes
I Genbrugshallen har de lokale foreninger de sidste fem år haft en mulighed for at tjene lidt til deres aktiviteter, men det kræver også en indsats
- Vi har været i gang i snart 6 år, fra Hvidovre Kommune skrev ud til samtlige registrerede foreninger i kommunen, fortæller Susan Emcken, der viser Hvidovre Avis rundt i hallen for en almindelig hverdag, hvor hallen ikke har åbent. Susan Emcken var - og er fortsat - aktiv i Kræftens Bekæmpelse, og derfor var hun en af de mange fra det aktive lokale foreningsliv, der så en god idé ligge gemt i konceptet, hvor borgerne afleverer genbrugsvarer i en container på Genbrugspladsen, som så efterfølgende bliver solgt i Genbrugshallen, og hvor de aktive foreninger får stor glæde af det beløb, der tjenes på salget af varerne. Da Susan Emcken første gang stod foran at skulle tage del i lørdagssalget, var hun dog ikke i tvivl om, at den del måtte andre altså klare for hende. - Til at starte med tænkte jeg, at der ikke var nogen, der skulle få mig til at sælge i Genbrugshallen. Men der gik ikke særlig lang tid, før jeg stod og solgte, og nu er jeg der stort set hver lørdag vi har åbent, siger hun og griner. Susan Emcken er blevet en fast del af de frivillige, der sælger i det område i Genbrugshallen, der bliver kaldt Skattekisten. Her kan man finde det særlige stel, hvor man lige går og mangler en tallerken, eller en designerlampe, på en god dag. - På en god lørdag sælger vi for mellem 4.000-6.000 kr. i Skattekisten. Og der er altid fem til syv mennesker, der står på spring for at komme ind, når vi åbner, fortæller hun. Salget i Skattekisten er dog kun en mindre del af det samlede salg på en lørdag, der på en rigtig god dag løber helt op i 40.000 kr. Penge som de enkelte foreninger har stor gavn af i deres arbejde og aktiviteter. Samlet er der 13 foreninger, der bemander Genbrugshallen. De står for indsamlingen af genbrugsvarer fra Genbrugspladsen, kørsel og opstilling og for bemanding af hallen. Omkring 20 mennesker skal der til, for at en lørdag kan løbe rundt. Susan Emcken viser rundt i hallen og beskriver i det hele taget samarbejdet mellem foreningerne som rigtig godt. Hallen er delt op i områder, hvor de forskellige varegrupper står. Går man efter legetøj eller puslespil er der rigeligt at vælge mellem, eller har man brug for glas til en større fest kan genbrugshallen også klare det. Møbler er der også, og i baglokalet kan man finde bøger og musik i lange baner. Og så kan man få sig en kop kaffe eller en øl i caféen. - Det er nu ikke mange øl vi sælger, mest kaffe, men der er en del, der kommer i caféen for at mødes med gamle venner, siger Susan Emcken, der har været formand for Genbrugshallen i tre år. Før det var hun kasserer i to år og den månedlige åbningsdag, altid første lørdag i måneden, er blevet en fast del af hendes liv, så vidt det er muligt. - Indimellem har vi oprydningsudsalg og fremadrettet vil vi også forsøge at lave nogle tema-lørdage, hvor der f.eks. vil blive solgt Tupperware eller sølvtøj, fortæller hun. Varerne i Genbrugshallen ligger typisk i et prisleje, hvor man giver halvdelen af hvad man giver på Den Blå Avis. - Det skal være på et niveau, hvor både borgere og foreningerne får noget ud af det, siger hun og tilføjer, at det da godt kan være, at man vil opleve, at sælgerne i Genbrugshallen er lidt mere rundhåndede på fødselsdagen på lørdag.