Fortsæt til indhold

Skal de ikke snart i gang med at grave?

I Hvidovre Avis kunne man i sidste uge læse om den store udvidelse af Hvidovre Hospital - men hvad sker der og hvornår? Få styr på hospitalets planer for det nye byggeri her

Arkiv
oas@hvidovreavis.dk

Der bliver både bygget om i ambulatorierne og lavet nye patientværelser og modtagelser i sengebygningerne.
Men hvad sker der egentligt med den planlagte udvidelse af hospitalet?
Projektleder på det nye byggeri, arkitekt Lasse Søager, giver svar på en håndfuld spørgsmål her:
- Hvor skal de nye bygninger ligge?
- Den nye del af hospitalet kommer til at ligge, hvor der i dag er udkørsel fra parkeringskælderen.
Det er ved indgang vest - mellem det eksisterende hospital og pavillon 5 og 6. Faktisk på en plads, som allerede i planerne til det oprindelige byggeprojekt i halvfjerdserne var udset til en udvidelse af hospitalet med et femte center...
- Hvorfor er I ikke gået i gang med det nye byggeri endnu?
- Det er rigtigt, at vi ikke er gået i gang med at grave endnu. Men vi er i fuld gang med at planlægge og tegne projektet, så vi ved, hvad vi skal bygge, når vi går i gang med de store maskiner. Det sker i slutningen af 2016...

Færdig om fem år

- Hvornår er de nye bygninger færdige?
- Efter planerne - som vi naturligvis bestræber os på at følge nøje - er vi klar til indflytning i 2020...
- Bliver det nye Hvidovre Hospital et “supersygehus”?
- Supersygehuse er et begreb, som medierne og den offentlige debat har ansvaret for.
Der er vist ikke nogen, som har helt styr på, hvad et supersygehus i virkeligheden er. Så det er ikke en betegnelse, vi bruger. Men jeg er helt sikker på, at vi bliver et super hospital, når vi er færdige med at bygge...
- Er der patienter med til at planlægge det nye byggeri?
- Vi er i høj grad afhængige af input fra både personale og patienter.
Derfor kører vi i løbet af projektet en række møder, hvor vi inddrager faggrupper fra hele hospitalet. Patienter og pårørende har vi aktiveret i et panel, som kommer på hospitalet jævnligt under planlægningen og giver os gode råd og idéer...
- Bliver de nuværende bygninger revet ned, når de nye er færdige?
- Nej, de eksisterende bygninger bliver stående. Vi er jo blandt andet ved at modernisere store dele af ambulatorieetagen og lave nye patientværelser i sengebygningerne.
Desuden er nybyggeriets 30.000 kvadratmeter kun en “lille” udvidelse i forhold til hospitalets eksisterende 250.000 kvadratmeter...
- Hvilke afdelinger kommer til at bo i det nye byggeri?
- En væsentlig del af det nye byggeri bliver en ny fælles akutmodtagelse, som modtager patienter til hele huset. Derudover flytter også børneafdelingen, neonatal-afsnittet, obstetrisk afsnit og hjertemedicinsk afdeling ind i de nye bygninger, som også til at fungere som hospitalets nye hovedindgang...
- Hvor mange ekstra senge får hospitalet ud af byggerierne?
- De nye bygninger vil give plads til 239 nye senge. Det betyder, at der kommer mindre pres på sengeafsnit i det eksisterende hospital.
Derfor kan vi bygge alle de gamle firesengsstuer om til én- og tosengs patientværelser og give patienterne lidt mere privatliv, når de er indlagt her på adressen, slutter Lasse Søager...