Fortsæt til indhold

Ny Ivar Huitfeldtsvej på vej til at åbne

Arkiv
Arkiv

KØGE KYST: Den sidste sydlige strækning af den nye Ivar Huitfeldtsvej i Køge åbner i starten af juli med nye adgangsforhold til bymidten for både bilister, cyklister og fodgængere. Umiddelbart inden åbningen er det nødvendigt med en spærring af jernbaneoverkørslen ved Teaterbygningen i den første weekend i juli.
Siden sidste sommer har Køge Kyst arbejdet med at anlægge den nye sydlige del af den nye Ivar Huitfeldtsvej, og arbejdet er nu meget tæt på sin afslutning.
Den nye vejstrækning kommer til at løbe mellem Teaterbygningen og jernbanen, langs med Bag Haverne og ned til Fændediget, som vejen fortsætter direkte ud i gennem et sving. Hele den nye vejstrækning bliver forsynet med dobbeltrettet cykelsti.
Fodgængere kan også benytte den nye vej men skal i fremtiden gå uden om Teaterbygningen, hvor der er tilslutning til et nyt stisystem med forbindelse til bymidten.
- Arbejdet med at flytte Ivar Huitfeldtsvej er en afgørende forudsætning for alt det, der skal ske i Stationsområdet, og vi er glade for, at afslutningen nu nærmer sig. Vi takker for den store forståelse fra køgenserne, siger chefkonsulent Lene Jensen fra Køge Kyst.
Den sydligste del af Bag Haverne bevares, men kun som adgangsvej for de tilgrænsende ejendomme. Bag Haverne kan således ikke længere bruges som adgangsvej til bymidten.
I forbindelse med åbningen af den nye Ivar Huitfeldtsvej flyttes to busstoppesteder – ét i hver køreretning - fra Bag Haverne til Ivar Huitfeldtsvej, hvor vejen møder Fændediget i syd. Det er passager til linjerne 101A, 102A, 255, 260R og en natbus, der fremover skal vente på bussen fra de nye stoppesteder.

Weekendspærring af jernbaneoverkørsel

For at kunne binde hele den nye strækning sammen, bliver jernbaneoverskæringen ved Teaterbygningen spærret fra fredag den 3. juli kl. 17.00 til søndag den 5. juli kl. 17.00. Herefter åbner den nye Ivar Huitfeldtsvej.
Mens jernbaneoverskæringen er spærret i den første weekend i juli, kan fodgængere og cyklister benytte perrontunnellen på Køge Station eller Den hvide Bro ved Køge Å. Bilister kan krydse jernbanen ved Søndre Viaduktvej syd for bymidten samt ved Københavnsvej mod nord.
For at gøre spærringen af jernbaneoverskæringen så kortvarig som mulig, bliver der i et vist omfang arbejdet om natten.

Afsluttende arbejder

Efter åbningen af vejen gennemfører Køge Kyst nogle afsluttende vejarbejder i området, som vil forløbe et par måneder mere.
Bl.a. flyttes parkeringspladserne langs Bag Haverne til september, hvor parkeringsarealet samtidig udvides en smule for at kompensere for nedlæggelse af parkeringspladser andre steder i området.
pm

(Foto: Martin Håkan/CoverGanda.dk).
(Foto: Martin Håkan/CoverGanda.dk).