Skole-olympisk rekord og guld til Felsted Centralskole
7. årgang ved Felsted Centralskole deltog i fredags ved det store finalestævne ved Skole OL i København, hvor omkring 2700 elever deltog.
Skole OL er et skoleatletikstævne for 4. til 7. årgang som er arrangeret af Dansk Atletik Forbund, Danmarks Idrætsforbund og TV 2. Inden finalestævnet har eleverne været igennem en lang kvalifikation hvor mere end 25000 skoleelever i år har deltaget.
Til finalestævnet viste eleverne fra Felsted i bagende sol en utrolig gejst, vilje, humør og kampånd på Østerbro Stadion.
De gav den alt, hvad de overhovedet havde, og det resulterede også i rigtigt mange personlige rekorder.
De dystede om individuelt OL-guld i disciplinerne kast med hyler, længdespring, stafet (10 * 60 m), 100 m løb, 400 m løb, 60 m hækkeløb, 2 km løb og en samlet holdkamp.
Det er en ekstrem flot og 100 % holdpræstation, at de kunne være med helt fremme i holdkonkurrencen, hvor alle elever får tildelt points efter præstationer.
Af individuelle præstationer kan fremhæves Emilia Korsgaard Christensen, som snuppede OL-guldet med et flot kast med hyler på 45,72 m og satte samtidig skoleolympisk rekord. Med sig i finalen havde Emilia Max Allsopp, som leverede et kast på 53,07 m, hvilket rakte til en meget flot samlet 7. plads. Af andre, som skal nævnes, er Simon Galsgaard Jensen (26) og Christine Heinsen (44), som løb 2 km på henholdsvis 7,29 minutter og 9,36 minutter. I længdespring kæmpede Mads Frees Jensen (31) og Daniel Møller (20) sig til flotte placeringer med spring på henholdsvis 4,41 m og 4,61 m og hos pigerne leverede Louise Jensen (29) et flot spring på 3,79 m. I 100 m sprint kæmpede Dennis Høyer Steppard Nielsen sig til en sensationel 11. plads med tiden 13,16 sekunder.
Med finalebilletten fik Felsted-eleverne betalt kost, logi og store dele af transporten, så de havde også tid til hygge på Strøget, cafébesøg, tur til Amalienborg og sjov i Tivolis gamle have.
7. klasserne på Felsted Centralskole er DGI breddeidrætsklasser.