600 børn drager i krig
I morgen onsdag den 17. juni slipper 17 SFO'er og over 600 børn fantasien løs og drager fra Koldings SFO'er til Houens Odde ved aktivitetscenteret, som i dagens anledning hedder Niraham. Rollespillet kommer til at foregå fra klokken 09.30 – 15.30.
I den fantastiske verden Niraham er de forskellige SFO'er inddelt i lande. Her skal de deltagende børn, der er fra 0. til 3. klassetrin, lære om strategi og at handle på kryds og tværs af alder og baggrund samt udkæmpe heroiske kampe om ære og udødeliggørelse.
De seneste måneder er brugt på forberedelse til den store dag; blandt andet er der blevet lavet kostumer og våben, og der har været intens kamptræning for krigerne.
Mod slutningen af dagen skal vinderen findes i det sidste store slag, hvor hundredevis af dværge, riddere, elvere, orker osv. brager sammen.
Det er kommunens SFO'er, der står bag arrangementet.