Stevnsfort for børn i sommerferien
STEVNS: Hver dag i skolernes sommerferie kan man tage på familietur til Koldkrigsmuseum Stevnsfort, hvor der er aktiviteter til en hel dag både for store og små.
Sommerens børneaktiviteter på Koldkrigsmuseum Stevnsfort foregår udendørs. Her kan børn og voksne sammen udforske og opleve det tidligere militære område på Stevns fra 29. juni til 9. august.
Man kan udfordre sig selv og konkurrere ved at tage på orienteringsløb, hvor man skal finde vej rundt på terrænet. Eller man kan vælge at tage løbet som en rolig gåtur.
Undervejs oplever man terrænets mindst udforskede steder og får et overblik over det militære område.
Kom tæt på flyvevåbnets våbensystem igennem en række spændende opgaver, hvor man ved mobiltelefonens hjælp både skal spotte fly, tage fotos og deltage i en konkurrence.
På træningslegeområde kan hele familien dyste på deres evne til at samarbejde, præcisionstræning og taktiske evner – eller man kan bare slappe af og spise sin medbragte mad.
Tager man børn med på en guidet tur ned i det underjordiske fort, bliver de udstyret med kikkert, lup og lommelygte, så de undervejs kan opleve stedet i børnehøjde.
På en guidet tur ser man kanonerne, de andre installationer i terrænet og det underjordiske fort, der består af 1,7 km lange gange 18 meter under jorden.
Der er kun adgang til det underjordiske fort med guide.
Se åbningstider, priser m.m. på www.stevnsfortet.dk.
pm