Fortsæt til indhold

74 vil gerne være serviceøkonomer

Efter sommerferien starter ny serviceøkonom uddannelse op i Esbjerg

Arkiv
Arkiv

I alt 74 unge har lagt billet ind på en plads på Erhvervsakademi SydVests nye uddannelse til serviceøkonom.
Efter sommerferien forventes 60 af dem at starte på den nye Serviceøkonomuddannelse i Esbjerg. De skal blandt andet være med til at udvikle Danmark som turistland. Tom Nielsen, direktør i Esbjerg Erhvervsudvikling, glæder sig over, at uddannelsen nu bliver udbudt i Esbjerg.
"Uddannelsen er meget relevant for regionen, der jo er et af Danmarks største turistområder. Turistbranchen efterspørger kvalificerede medarbejdere, der kan bidrage til nytænkning og udvikling i branchen, og det kan serviceøkonomerne bidrage med," siger Tom Nielsen, direktør i Esbjerg Erhvervsudvikling.
Serviceøkonomer udvikler, planlægger og leverer serviceydelser til for eksempel events og oplevelser, seværdigheder og attraktioner, ferie- og erhvervsturisme, hotel og restaurant eller konferencer og messer.

Rekordhøje tal for sjette år i træk

I alt har 1.082 i år søgt ind på en uddannelse på Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg. Udover den nye Serviceøkonomuddannelse vækker en række nye internationale tilbud til offshoresektoren også interesse.
"Jeg er selvfølgelig glad for den stigende interesse, vi oplever igen i år. Jeg tror blandt andet, at de nye uddannelser og tilbud tiltrækker flere studerende. Fra i år udbyder vi for eksempel offshoreuddannelsen Driftsteknolog på engelsk som noget helt nyt. En international offshoreuddannelse er attraktiv for erhvervslivet, fordi den sikrer de rette kompetencer til fremtidens medarbejdere," siger Henrik Larsen, rektor ved Erhvervsakademi SydVest.
Samlet set har 1.400 søgt ind på en uddannelse på Erhvervsakademi SydVest i Sønderborg eller Esbjerg, hvilket er 315 flere end sidste år og rekord for sjette år i træk.
Trods de mange ansøgere er der stadig ledige studiepladser på nogle uddannelser. Henrik Larsen opfordrer interesserede til at henvende sig til Erhvervsakademi SydVests studievejledning for at høre mere om mulighederne.