Det er helt fantastisk
Dansk Folkeparti er valget helt store vinder. Partiet kan se frem til at blive Folketingets næststørste parti og det største i den blå blok.
Derfor var det også en umådeligt glad Karina Adsbøl, som Lokalavisen fangede torsdag aften. Valgaftenen havde hun tilbragt i hjemmet sammen med familien, hvorfra hun fulgt hvordan valgresultaterne bare blev bedre og bedre.
"Jamen, det er helt fantastisk. Jeg er rigtig, rigtig glad for, at Dansk Folkeparti er kommet så flot ud af af valget. Men jeg er også ydmyg over for, at vi nu skal leve op til danskernes tillid," siger Karina Adsbøl.
Og det netop danskernes tillid, hun hæfter sig ved, når hun forsøger at give et svar på, hvordan det kan være, at vælgerne i den grad har besvaret Dansk Folkepartis politik.
"Først og fremmest tror jeg, at det er fordi, vi har ført en sober valgkamp. Dernæst tror jeg, at danskerne godt kan se, at vi har nogle store udfordringer med helt åbne grænser og social dumping. Vi har haft en statsminister som sagde, at der ikke skal ligge mennesker på gangene på sygehusene, men det er jo ikke sket, så vi har også en stor udfordring i at sikre et godt og omsorgsfuldt sundhedssystem," uddyber Karina Adsbøl.
Stadig sommerfugle i maven
På trods af, at Dansk Folkepartis mandattal er eksploderet, er hun imidlertid stadig ydmyg over for, om der venter en ny periode på Christiansborg. De personlige stemmer bliver først optalt i løbet af fredagen, og først der ved Karina Adsbøl, om hun kan glæde sig over et nyt mandat.
"Jeg har stadig sommerfugle i maven, for jeg ved jo endnu ikke, om jeg er købt eller solgt. For fire år siden var der ingen, der regnede med, at jeg kom ind, og jeg blev betegnet som overraskelsen. Så længe der ikke er noget, der er sikkert, så afventer jeg stadig," fortæller Karina Adsbøl.