Politiet opfordrer kraftigt til Nabohjælp
Mange huse står i øjeblikket tomme, mens ejerne er på ferie, og det giver i mange tilfælde let spil til indbrudstyvene.
Således registrerer lokalpolitiet i Kolding i øjeblikket mange indbrud, hvorfor de nu opfordrer boligejerne til at benytte sig af Nabohjælp for at sikre boligen, mens de er på ferie.
"Det er da ærgerligt, at man tager på ferie for at hygge sig bare for at komme hjem og se, at der har været ubudne gæster. Vi vil gerne slå et slag for, at man går ind på nabohjælp.dk og ser, hvad man kan gøre," lyder det fra politiet.
De seneste dage har da også budt på en del indbrud flere steder i Kolding og opland.
- På Konsul Graus Gade er ukendte gerningsmænd natten mellem søndag og mandag trængt ind i en villa ved at afliste et kældervindue, og efterfølgende er de stukket af med en computerskærm.
- På Skamlingsvejen brød tyve ind i en villa mellem lørdag klokken 12 og mandag klokken 23, hvorfra de stjal et tv og kameraer.
- På Katrinegade blev et vindue brudt op natten til i dag tirsdag omkring klokken 03.30. Her vides endnu ikke, om der er stjålet noget.
- I nat brød ligeledes ukendte gerningsmænd også ind i en restauration på Skamlingvejen ved at knuse in rude. Gerningsmændene slap væk herfra med kontanter og is og vand.
- På Låsbygade var der natten mellem søndag og mandag også indbrud i en restauration. En rude blev knust, hvorefter gerningsmændene trængte ind og stjal kontanter og cigaretter.
- På Birkmosevej var den også gal natten til mandag. Imellem klokken 03.11 og 03.30 blev en rude knust til et kontor og tyvene stjal en computerskærm.
Forebygger hvert fjerde indbrud
Ifølge Nabohjælp.dk kan en organiseret præventiv ordning med sine naboer forebygge hvert fjerde indbrud.
På hjemmesiden kan du hurtigt danne dig et overblik over, hvordan du sikrer din bolig med nogle simple tiltag og ligeledes se, hvordan du skaber større tryghed i dit nærområde.