Fortsæt til indhold

Kulturarvskommune - vorherre bevares!

Arkiv
Arkiv

Mange var glade - og enkelte lidt sure - da et klart flertal i kommunalbestyrelsen fornylig besluttede at "dele af Risbjerggård" skulle bevares. Ovenpå det sidste års diskussioner var det nok lidt overraskende, at denne feberredning, i den 11. time fra borgmesterkontoret, kom til afstemning, og med et positivt resultat. Uanset hvad det lidt kryptiske forslag "dele af Risbjerggård" måtte indebære, er undertegnede "indfødt Hvidovreborger" - en af de glade. Endelig er der lidt forståelse for at bevare en af Hvidovres gamle gårde fra 1800-tallet, og måske betyder det også et farvel til den manglende pietetsfølelse og vandalisme der har præget skiftende sogneråd og byråd i Hvidovre, siden den første socialdemokratiske sognerådsformand Arnold Nielsen tilbage i 30’erne så bombastisk proklamerede "Riv det gamle lort ned". Man skulle tro, han havde givet en lærebog for de efterfølgende byråd, for Hvidovre har været helt fremme i nedrivningen af gårde, bygninger og vejmiljøer. Vi har selvfølgelig nogle pæne gamle gårde i Avedøre, men det skyldes mere et aktivt landsbylaug og så en anden indstilling hos Glostrup Kommune inden kommunalreformen. At Hvidovre for år tilbage bliver hædret og udnævnt til kulturarvskommune, må stå hen som en gåde. Vorherre bevares! I selve det gamle Hvidovre har vi ikke andet end kirken og Rytterskolen at prale af, mens landsbymiljøet i Hvidovregade igennem årene er totalt smadret. Når vi blev kulturarvskommune skyldes det nok også mere en pågående ildsjæl, - nemlig Forstadsmuseets chef Poul Sverrild, der mestrer at skrive ansøgninger. Museet har senere fulgt op med en række tiltag, bl.a. scanningsbilleder på fortovene, hvor man kan se aftryk af det gamle Hvidovre. Men er vi så kulturfattige, at vi skal nøjes med aftryk og tegninger på vore fortove og pladser? Selvfølgelig skal Risbjerggård bevares som et aktivt klenodie med stuehuset fra 1878. I 1967 blev Risbjerggård afhændet af Gert Rasmussen til Hvidovre Kommune, og siden har bygningerne været så forsømte og misligeholdt, at de ansvarlige burde skamme sig.