Fortsæt til indhold

Nu skal sagen behandles i Højesteret!

Det er MEGET sjældent, at en afgørelse i en fogedsag prøves af Højesteret - sagen fra Hvidovre kan derfor få meget stor betydning for fremtidig praksis i Danmark

Arkiv
oas@hvidovreavis.dk

Hun er mor til to små børn og har lige siden siddet i forvaring i Vestre Fængsel. Årsagen til at politiet hentede hende er, som beskrevet på forsiden de sidste to uger her i Hvidovre Avis, at hun ikke vil udlevere sin datter - der netop er fyldt fire år - til samvær med barnets far, Mohammed.
På torsdag har Sascha opholdt sig bag tremmerne i fire uger. Sascha har kun et valg - et næsten umuligt valg: Hun kan fortælle hvor hendes datter er og udlevere hende til faren - eller hun kan blive i fængslet. Hvis der intet nyt sker, kan denne situation forbløffende nok vare i yderligere fem måneder. Således er loven skruet sammen.

Principiel sag

Heldigvis er der da nu en udvikling i den fastlåste situation.
Procesbevillingsnævnet besluttede nemlig i sidste uge at lade Højesteret gå sagen nærmere efter i sømmene!
- Sascha er naturligvis meget glad for, at Procesbevillingsnævnet den 27. maj besluttede at give hende tilladelse til at få prøvet, om forvaringen af hende - efter Højesterets opfattelse - er rigtig og om den skal opretholdes eller om hun skal løslades...
Således siger en tilfreds Vivian Jørgensen, der er Sacshas sagfører i den spegede og indviklede sag.
Vivian Jørgensen fortæller videre, at Sascha også har fået tilladelse til at få prøvet, om Østre Landsrets andre afgørelser i fogedsagen fra den 8. maj om samværet med faren er rigtige:
- Procesbevillingsnævnet tillader kun meget sjældent, at en fogedsag prøves af Højesteret.
Det er derfor meget stort, at hun har fået tilladelsen, pointerer Vivian Jørgensen:
- En sådan tilladelse kræver nemlig, at Procesbevillingsnævnet mener, at fogedsagen er principiel - altså at den kan få betydning for andre sager end Saschas egen.
Højesterets afgørelse i Sascha's sag kan derfor få meget stor betydning for behandling af andre fogedsager i samværssager som Saschas.
Sascha og jeg håber, at Højesteret vil sætte hende på fri fod straks samt at Højesterets behandling af hendes sag vil kaste lys over, hvordan fogedretten fremover skal behandle en beskyttende mor som Sascha.
Jeg håber at vi meget hurtigt får en afgørelse fra Højesteret. Men jeg kan ikke sige noget om hvornår sagen bliver behandlet, slutter Vivian Jørgensen...