Fortsæt til indhold

Vanvittigt spændende

Højspændt DM-motocross i Randers

Arkiv
Arkiv

Et talstærkt publikum fik serveret vanvittigt spændende heats ved det åbne danske motocross-mesterskab på Honda Park i Randers. En amerikaner og en hollænder tog sig af de øverste trin på podiet i henholdsvis MX1 og MX2, men de danske kørere var langt fra tilskuere, og der blev kæmpet for hver eneste placering på en højspændt dag.
I MX1-klassen kom amerikanske Ricky Renner til Randers med den røde frontnummerplade som bevis på, at han fører klassen. Renner viste sig også at være for stor en mundfuld for konkurrenterne, og med to heatsejre vandt han også samlet på dagen, hvilket betyder, at han tager den røde frontnummerplade med videre til næste afdeling i Svendborg til august.
Renners største konkurrent var også ved denne DM-afdeling Nikolaj Larsen fra Præstø, men Larsens starter placerede ham i begge dagens heat nogle positioner efter amerikaneren, og derfor blev det svært at true Renner.
For publikum var der til gengæld et væld af højdepunkter, med bl.a. hjemmebanekøreren Simon Wulff, der tog Michelin Holeshotten (starten) i et heat og nogle fantastiske kampe med Kim O. Sørensen og Stefan Kjer Olsen.
I MX2 var hollandske Nick Kouwenberg på visit i en allerede stærk og international besat klasse og viste sig bare at være lidt bedre end alle de andre, og med to heatsejre vandt den flyvende hollænder også klassen samlet på dagen.
Køreren med den røde frontnummerplade i denne klasse er Nichlas Bjerregaard, og han virkede til at være fuldstændig i kontrol hele dagen. Velvidende, at hverken Kouwenberg eller norske Lasse Christoffersen, der også var på førstegangsvisit i DM, kunne true hans røde frontnummerplade, gjorde Bjerregaard det nødvendige og blev samlet nr. to på dagen.
Det lå næsten i kortene, at Stratus Fighterprisen skulle uddeles i MX2 pga. de mange kampe i feltet, hvor kørere som fx Sam Korneliussen, Kasper Munk og Benjamin Strate var med til at skabe et underholdende løb. Det blev imidlertid lokale Nichlas Haagensen, der fik dagens fighterpris for at have taget Michelin Holeshotten i første heat og for bestemt ikke at lade de mere etablerede kørere gå forbi uden kamp. En situation, der fik hjemmepublikummet op på tæerne og var med til at give Haagensen den samlede 11.-plads på dagen.
Mikkel Haarup var suveræn i supportklassen, som var den hurtige juniorklasse for 85cc kørere. Haarup vandt begge heat helt suverænt,.
Link til dagens resultater:
http://www.mylaps.com/en/events/1154442
Link til stillingen i mesterskabet:
http://dmusport.dk/fileadmin/1._Sport/Motocross/Stillinger/DM/2015_a_solo_03.pdf