Minoriteterne kan tippe valget
Lokalt bosat radiovært holder debatmøde om at stemme
Men de to nordatlantiske øer er ikke det eneste, der spiller en rolle for om torsdagens resultat falder ud til fordel for rød eller blå blok. Det siger radiovært og lokalt bosatte Raza Mustafa, der netop i denne uge arrangerer et debatmøde med emnet: Må jeg stemme? Med debatmødet er hans forhåbning, at vælgere med muslimsk baggrund ikke undlader at stemme, fordi de er i tvivl om, om de som rettroende må stemme. - Hvis man ikke stemmer, er det som at skyde sig selv i foden. Så er der nogle andre, der får et flertal, siger han. Som radiovært og samfundsengageret aktør har han sat debatmødet i stand, fordi han især vil appellere til minoriteterne om at komme ud af starthullerne og få stemt. - Det er det enkelte menneskes demokratiske ret ikke at stemme, men jeg synes alligevel, at det er godt at få en afklaring, siger han med reference til den melding, der i sidste uge kom fra den meget omtalte salafist Adnan Avdic, der afviste at muslimer må stemme. Derfor har Raza Mustafa inviteret et panel, der i morgen aften vil give deres bud på, om man i følge islam må eller ikke må stemme.
Stemmer selv
Raza Mustafa har altid stemt, og han synes, som før nævnt, at det er vigtigt, at man forstår hvad ens stemme kan betyde. - Som jeg ser det, så kan minoriteterne afgøre valget, hvis de ellers bruger deres stemme. Og jeg synes det er vigtigt, at de forstår, hvor meget magt de har, siger han og fortsætter. - Man er en del af det danske samfund og kan gøre en forskel med sin stemme. Raza Mustafa lægger i øvrigt heller ikke skjul på, at han ligesom mange, mange andre er blevet træt af den generaliserende tone - og at det derfor for ham er ekstra vigtigt, at man netop ikke undlader at stemme og dermed risikerer at tonen skærpes yderligere. - Det billede der bliver skabt er meget negativt, og gæstearbejdere, indvandrere og flygtninge bliver blandet sammen, og der bliver skabt skræmmende generaliseringer, siger han. Samtidig understreger Raza Mustafa, at man skal være varsom med hvem man stemmer på, hvis man vil være sikker på, at ens stemme ikke går til spilde. - Løsgængerne har deres demokratiske ret til at stille op, men fordi de skal have så mange personlige stemmer for at komme ind, kan det betyde, at ens stemme går fuldstændig til spilde, siger han og tilføjer, at han mener, at løsgængere burde kunne lave valgforbund, så man ikke risikerede stemmespildet. Panel-debatmødet holdes i Verdens Kultur Centret, Nørre Allé 7, 2200 Nørrebro den 16. fra kl. 19-21