Skatteminister uddelte gaver
I sidste uge sendte skatteministeren en valgavis på gaden i Sønderborg, og et lille krydsord i avisen tiltrak stor opmærksomhed.
Hele 333 besvarelser i form af breve, postkort og mails fandt vej til Benny Engelbrechts bord.
Fredag blev vinderne udtrukket af Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen.
I løbet af weekenden uddelte ministeren personligt de fleste af præmierne til de heldige vindere. Turen gik vidt omkring, da både Tønder, Aabenraa og Sydals blev besøgt.
Hovedpræmievinderne, der hver kunne modtage et rejsegavekort, blev særligt glade, da de åbnede døren for landets skatteminister.
"Valgkamp og politik behøver ikke altid være tørre tal og hidsige debatter. Det tror jeg egentlig, folk er ved at være lidt trætte af. For mig handler politik også meget om at lytte og snakke med folk i øjenhøjde. Denne kryds-&tværs er mest ment som en hyggelig måde at skabe dialog på," siger Benny Engelbrecht.
Det var ministerens bror, der stod bag krydsordet.