Fortsæt til indhold

Europæisk samarbejde skal gavne Kastali´a

Arkiv
Arkiv

I seks dage stod undervisningen i europæisk tegn, da Kastali´a i sidste uge var vært for 13 deltagere fra ti forskellige europæiske lande under titlen "Making a scene for change 2". Målet var ungdomsarbejde med hovedtemaet teater. Og samarbejdet kan komme hele Randers til gode
Overalt i Underværket summer det af liv. Der tales engelsk med forskellige accenter, for her er samlet folk fra både østlandene, Italien, Slovenien og Wales. Der summes i forskellige grupper og stemningen er intens. Der skal suges til sig i de seks dage, hvor de forskellige workshops finder sted.
Det er Teaterskolen Kastali´a der har inviteret til arrangementet, da man ønsker at udvide til et europæisk samarbejde for at give de unge teaterskoleelever erfaringer fra andre europæiske lande, hvilket vil gavne deres arbejde og resultaterne i Kastali´a.
"Dette handler rigtig meget om at opbygge et europæisk netværk som hele Randers kan benytte sig af. De kontakter vi får skabt her står nemlig til fri afbenyttelse af kommunen, så andre unge får glæde af den", fortæller en af skolens ledere Anja Aabenhus.
Skolen har søgt og fået 130.000 kroner fra EU´s Erasmus+ programmet, der skal styrke den uformelle læring i hele Europa. Og det er også hvad dette handler om - uformel læring.
"Ungdommen er vigtig og de skal bygge fremtidens Europa. Derfor er der også afsat 100 milliarder over de næste syv år, så de unge kan komme på udveksling i hele Europa", fortæller Anja Aabenhus.
"Og når der ligger så mange penge, så er det jo bare med at få lavet projekter, så vi kan få gavn af dem her i Randers også", er hendes pointe.
Også beliggenheden i Underværket kommer Kastali´a til gode.
"Vores gæster er helt vilde med at være her i huset, og vi kan ved sådan et projekt her leje os ind i de andre sale, og det gør stedet helt unikt for os. Vi er meget glade for, at vi stadig har adresse her", siger Anja Aabenhus.

Skolebrug

Uformel læring skal være med til at styrke ungdomsarbejdet rundt i Europa og dermed også Randers, og det er her man skal lære af hinanden, mener Anja Aabenhus.
"Vi gør tingene helt anderledes end andre steder ude i Europa. Herhjemme er ungdomsarbejdet meget styret professionelt af voksne pædagoger, men for eksempel i landene mod syd er det meget sports- og kirkelige organisationer der står for det. Mod øst er det studenterforeningerne, der har taget over. Så ved at kigge dem over skuldrene, kan vi lære rigtig meget af de andre her i Randers".
I 2014 besøgte teaterskolens to daglige ledere - Anja Aabenhus og Lisbeth Nielsen - Irland i håbet om at finde europæiske samarbejdspartnere til et ungdomsteaterprojekt i 2017 i forbindelse med Aarhus Kulturby året. Det har nu mundet ud i at Kastali´a selv har iført sig førertrøjen og selv inviteret fremtidige samarbejdspartnere til Randers. Temaet for besøget er "Forumteater", som er skabt af den brasilianske Augusto Boal. Boals metode søger at transformere publikum til aktive deltagere i teateroplevelsen. Ifølge Boal er det traditionelle teater undertrykkende, fordi publikum normalt ikke får en chance for at udtrykke sig. Med sin metode forsøger han at transformere publikum til deltagere, hvilket betyder at deltagerne får mulighed for at påvirke forestillingens retning.
"Netop det gør metoden god til at undervise med. Det kan være ved forskellige problemstillinger i skolen, og vi har også tænkt os at gøre brug af den, når vi via Skoletjenesten tager ud på de randrusianske folkeskoler og underviser i teater", fortæller Anja Aabenhus.
Og netop den del er unik for Danmark. Og derfor skal en gruppe tyrkiske lærere også senere besøge Kastali´a og Randers netop for at lære at arbejde med teater i undervisningen, og lære hvordan den kan være løsningsskabende overfor forskellige problemstillinger.
Kastali´a arbejder hen imod, i 2016 at lave en international ungdomsudveksling og rejse ud med unge elever i teatersamarbejdsprojekt, og at Kastali´a i 2017 får besøg udefra i forbindelse med "Rethink" ved Aarhus Kulturby 2017.
Besøget er støttet af EU med 130.000 kroner og Randers Kommune med 8.000 kroner.