Koldings design-vision får EU-skulderklap
Kolding Kommunes vision 'Vi designer livet' har fået et anerkendende skulderklap af EU-organisationen EPSA, der præmierer spændende initiativer, som andre offentlige instanser kan lære og lade sig inspirere af.
EPSA, European Public Sector Award, indbyder hvert andet år offentlige instanser i hele EU til at deltage i en konkurrence mellem gennemtænkte, modige og grænseoverskridende projekter, der kan bidrage til at skabe et bedre samfund.
I år deltog 266 ansøgere, og Kolding Kommune er blandt de 64 offentlige organisationer, der modtager et certifikat for bedste praksis. Certifikatet uddeles i Maastricht den 17. og 18. november.
"Jeg er stolt over, at vi er blevet enerkendt for vores vision og vores designsatsning. 'Vi designer livet' er vores bud på, hvordan vi i den offentlige sektor kan udvikle en kommune sammen med borgere, virksomheder og uddannelsesinstitutioner, og jeg håber, vores vision kan være med til at inspirere andre offentlige organisationer," siger kommunaldirektør Rikke Vestergaard i en pressemeddelelse.
'Vi designer livet' er en vision og en strategi for, hvordan Kolding Kommune lokalt udvikler en offentlig sektor, som kan bidrage til at skabe et godt samfund gennem iværksættere, social udvikling og uddannelse.
I ansøgningen til EPSA fremhæves nogle af de projekter, der er et resultat af visionen og satsningen på designtænkning. For eksempel Vonsildhave, der er det første danske plejehjem skabt i et offentligt-privat partnerskab og Kolding Design Uge, der er en ny og tilbagevendende designuge, som fra 2017 skal trække tusindvis af mennesker til Kolding.
Ud over Kolding Kommune uddeler EPSA også hæder for bedste praksis til projekter fra Københavns Kommune, Ikast-Brande Kommune, Rigshospitalet og Region Nordjylland. Ved uddelingen af certifikater afsløres samtidig, hvem der modtager den prestigefyldte European Public Sector Award blandt de projekter, der er gået videre i finalen.