Fortsæt til indhold

Ansættelsesstop på ældreområdet ophævet

Arkiv
Arkiv

I det forløbne halve år har der været ansættelsesstop inden for ældreområdet i Randers Kommune. Det er nu ophævet, og ledelsen ser frem til slå stillinger op til ansættelse af nye medarbejdere – blandt andet sygeplejersker og social og sundhedsassistenter.
I oktober 2014 blev der indført ansættelsesstop på ældreområdet på grund af et budgetunderskud, som skyldtes stigende efterspørgsel og behov for ældreområdets ydelser, og af samme grund måtte man også afskedige 32 medarbejdere.
”Det glæder os rigtig meget at kunne meddele, at økonomien nu tillader, at vi kan ophæve ansættelsesstoppet og begynde at ansætte nye medarbejdere igen,” siger ældrechef, Per Christensen.
Ledelsen på ældreområdet har oplevet et stadig stigende ønske om nye ansættelser, og det har også været nødvendigt løbende at give dispensationer for ansættelsesstoppet.

Cadeau til medarbejdere

Ledelsen af ældreområdet vil gerne give en stor cadeau til de medarbejdere, der har holdt skansen i perioden med ansættelsesstoppet.
”Vores medarbejdere har gjort det rigtig godt i det forløbne halve år, og det er det, vi kan høste frugterne af nu, hvor vi har fået økonomisk råderum til at give medarbejderne nye kolleger igen,” siger ældrechef Per Christensen.
”Det er blandt andet sygeplejersker og social- og sundhedsassister med opgaver både i hjemmeplejen og på ældrecentrene, vi mangler,” fortæller Per Christensen.
Det er ikke muligt at sige præcist, hvor mange stillinger det drejer sig om, men de vil løbende blive slået op med start i juni 2015. Stillingerne er i alle vagtlag, men der mangler især aften- og nattevagter.