Fortsæt til indhold

Ny restaurationsplan vedtaget

Arkiv
Arkiv

Randers Byråd har efter en høringsperiode vedtaget en ny restaurationsplan. Den skal bl.a. fremme inddragelsen af Østervold og de bynære havnearealer i restaurationslivet
Forslaget til ny restaurationsplan har været undervejs siden der i november blev holdt workshop for politikere, restauratører, politiet m.fl., hvor rammerne for fremtidens restaurationsliv i Randers blev drøftet. Forslaget har været i offentlig høring frem til 30. april, og var sendt til byrådets endelige vedtagelse på byrådsmødet mandag i sidste uge.
Restaurationslivet til vandet

Randers Byråd har en vision om at koble Randers by tættere sammen med Gudenåen og havnen. Dette ønske går igen i den nye restaurationsplan. Her hedder det bl.a.:
”Den centrale middelalderbykerne suppleres af nye byområder, hvor særligt Østervold og de bynære havnearealer spiller en central rolle i byrådets vision om byen til vandet. De nye byområder skal skabe grobund for kreativitet og diversitet i restaurationslivet.”
Endvidere fremgår det af planen, at byrådet gerne ser afprøvning af nye koncepter og initiativer på tværs af brancher.
Ændring af praksis i storegadeområdet

Restaurationsplanen indeholder en ændring af praksis for uddeling af alkoholbevilling og nattilladelser i storegadeområdet. For fremtiden skal området gerne have et mere varieret udbud af restaurationstyper for at gøre området mere levende og attraktivt i dagtimerne. Derfor kan fremtidige restauratører ikke forvente, at der gives bevilling til diskoteker og natklubber, blot fordi der tidligere har været drevet den type restauration på en given adresse.
Kreative koncepter

Restaurationsplanen udpeger tre områder i byen som centrale for den videre udvikling af restaurationslivet i Randers. Det drejer sig om Storegadeområdet, Østervold og de bynære havnearealer. For alle tre områder gælder det, at Randers Byråd opfordrer til, at der tænkes i nytænkende og kreative koncepter inden for restaurationslivet, så områderne kan være med til at skabe nyt liv i byen og tiltrække et bredt publikum.