Valget er snart slut - så kan kampen begynde

Kun én partiliste kan være sikker på at få sin programerklæring opfyldt: Liste W, der er træt af valg.
I aften klokken 20 er valget slut, og Liste W kan række armene i vejret. Men derefter starter den virkelige kamp.
Det kan ikke være let af være politiker lige efter et valg, der tyder på at blive usædvanlig tæt: Alle de modstandere, de i tre uger har brugt kræfter, tid og kampagnemillioner på at kritisere og nedgøre, er nu pludselig uundværlige partnere, når der skal indgås aftaler og forlig. Allerede i løbet af i dag vil partierne sende ingeniørtropper af sted for at undersøge, om de broer der i tre uger har stået i lys lue, trods alt stadig kan bære et par småelegante, politiske krumspring. Eller om de monstro er brændt helt ned. Hvis det sidste er tilfældet, kan selv en sejrherre stå alene og isoleret tilbage på sin ø.
Valgkampen fortsætter til sidste sekund. Også i dag rejser markante politikere rundt i busser for at overtale de sidste tvivlere: Stem på mig! Eller i det mindste på mit parti! Eller i det allermindste ikke på mine modstandere! Alle istemmer den vigtigste opfordring: Stem!
Meningsmålingsinstitutterne har haft klingende kasseapparater de sidste tre uger. Og de er stort set enige om, at valgresultatet bliver ualmindelig tæt. Og det siger ikke så lidt i et land, hvor selv ret tætte resultater betragtes som klare sejre til vinderen. Selv et flertal på bare 53 procent anses i Danmark for at være markant, selvom det på afstand grangiveligt ligner dødt løb.
Under valgkampen har jeg som journalist mødt politikere, der ærgrer sig over, at mediebilledet kun giver dem få sekunder til at forholde sig til aktuelle samfundsproblemer. De vil også gerne have mulighed for at sætte ord på deres mere langsigtede visioner, siger de.
OK, svarer jeg og spørger så: Hvilket Danmark ønsker du om 30 år? Kører vi alle sammen i elbiler, er vi medlem af EU, drikker vi grundvand, er det gratis at få en uddannelse, har vi atomkraft, hvor rige er de rigeste og hvor fattige er de fattigste, og hvor mange er der i begge grupper, findes der stadig små landsbyer, er vi medlem af Nato, taler vi dansk, er det gratis at gå til læge og komme på sygehuset, hvad er vi fælles om og hvad er vi ikke fælles om?
Så bliver der gerne stille et par sekunder, hvorefter politikerne fortæller, hvad de mener om minimumsnormeringer i børnehaverne og optjeningstiden til dagpenge. Bestemt relevante emner, men ikke ligefrem udtryk for de langsigtede visioner, politikerne få sekunder tidligere bad om lov til at fortælle om.
Når så partierne og politikerne udsender deres egne kampagner og valgannoncer, bestemmer de jo selv over mediebilledet. Så her sætter de vel ord på de langsigtede visioner? Ikke just.
Måske skulle politikerne gøre det - altså sætte ord på den langsigtede vision. Måske kunne dét være med til, at vælgerne lettere kunne skelne partierne fra hinanden. Måske kunne det gøre, at vælgerne bedre kunne leve med en upopulær her-og-nu-beslutning, fordi den trods alt fører landet et skridt længere frem mod en vision, de er enige i. Måske kunne det få nogle op af den sofa, der helst ikke skulle ende med at blive afgørende for dagens resultat.
Vi ses derude ved valgstederne.