Skæbneår for dansk landbrug
Jørn Dohrmann (DF)
Medlem af Europa-parlamentet og landbrugs- og miljøudvalget
Drenderupvej 30, Vamdrup
2015 kan gå hen og blive det mørkeste år for dansk landbrug i nyere historie. Ja, jeg vil gå så vidt som at sige, at det er et skæbneår, der i høj grad kalder på politisk ansvarlighed.
Landbruget lider nu så meget under dansk overimplementering af EU-regler, finansverdenens krav og svigtende markeder, at det har store konsekvenser. Ifølge medierne er hvert tredje landbrug således i fare for at gå konkurs, og det kan få hidtil usete følger for både banker og lokalsamfund.
Samtidig overvejer hver fjerde fødevarevirksomhed at flytte ud – hvilket bringer 40.000 arbejdspladser direkte i fare. Hertil kommer, at 25 procent af danske landmænd nu er over 65 år, for det er svært for unge at komme ind i erhvervet – og mange har mistet lysten.
En stor del af problemerne skyldes, at intet erhverv i længden kan holde til, at der med skiftende regeringer hele tiden kommer nye regler og krav, afhængig af hvilken interesseorganisation de læner sig op ad.
Uret tikker for et dansk landbrug, der har været og stadig er en af grundsøjlerne i danske demokrati, velstand og kultur. Det haster!