Nye takster på byggesager
BYRÅDSMØDE: Tid er penge. Det gælder også, når du skal søge om byggetilladelse hos kommunen, for nu går Køge Kommune over til at opkræve byggesags gebyr efter, hvor lang tid forvaltningen bruger på at behandle din sag.
For langt de fleste af os bliver det billigere at få en byggesag gennem systemet med de nye regler. Mange byggesager kan ekspederes hurtigt, hvis alle oplysninger og dokumenter er med fra starten, så hvis du gør et ordentligt forarbejde, inden du sender din ansøgning om byggetilladelse, vil du ofte slippe billigere med de nye regler end før, hvor du betalte en fast takst.
I 2014 kostede det f.eks. minimum 1.000 kroner at få byggetilladelse til at opføre en ny carport i forhaven. Med de nye regler bliver gebyret beregnet ud fra en timepris på 551 kroner, og der betales pr. påbegyndt kvarter. Du betaler kun for den tid, sagsbehandleren reelt arbejder med din sag.
Byrådet har desuden besluttet, at kommunen ikke skal starte stopuret, hvis du ringer for at få en kort vejledning til, hvordan du skal søge byggetilladelse, hvis du skal have svar på et enkelt spørgsmål, eller hvis du vil klage over kommunen.
De nye regler for byggesags gebyrer skyldes en lovændring, som trådte i kraft ved årsskiftet. Energistyrelsen har først sendt sine retningslinjer ud til kommunerne i foråret, så derfor er det først nu, Køge Kommune indfører byggesags gebyrer, der beregnes efter tidsforbruget.
Køge Byråd vedtog tirsdag de præcise retningslinjer for, hvordan gebyret skal beregnes.
pm