Hvem skal tale din sag de næste fire år?
Vi har brug for en lokal mand i Folketinget. Der er nemlig ingen andre end os selv, der kæmper for Nordsjælland og ved hvor skoen trykker. Jeg ved fra min tid som borgmester, at vi i Nordsjælland skal kæmpe vores egen sag. Det skulle vi, da andre ville nedlægge Høvelte kaserne.
De Nordsjællandske kommuner udsultes af den kommunale udligning, som sender pengene til København og andre dele af landet. Det skal vi ikke finde os i. Som borgmester kæmpede jeg for området. Det vil jeg nu gøre i Folketinget, hvor de største beslutninger træffes.
Her vil jeg kæmpe for at skabe flere muligheder og større tryghed for dig og din familie. Det kræver, at vi kan beholde flere af de penge, som vi selv tjener. At politiet får flere ressourcer til at bekæmpe bandekriminalitet og fange østeuropæiske tyvebander.
Og så vil jeg sætte en stopper for grundskyldens himmelflugt, som rammer Nordsjællandske boligejere særligt hårdt, og som i værste tilfælde tvinger folk fra hus og hjem. Derfor vil jeg have Grundskylden sænket.
En anden kæphest er standsningen af ring 5 motorvejen gennem Nordsjælland. Alt for mange borgere vil blive berørt af støj og faldende huspriser, imens uerstattelig natur og landskaber bliver ødelagt. Det projekt skal droppes, og jeg har været initiativtager til en anden løsning.
Jeg håber, at du vil stemme en lokal mand i Folketinget, én der bor i Nordsjælland og som vil kæmpe Nordsjællands sag med hjertet..