Fortsæt til indhold

Vejarbejde ved skoler skal give sikker trafik

Arkiv
Arkiv

Entreprenørerne er fundet, og inden månedens udgang går arbejdet i gang med at forbedre de trafikale forhold ved Kristrup Skole, Søndermarkskolen og Vestervangsskolen
En ny skolestruktur fra 1. august betyder flere elever og mere trafik til nogle af kommunens folkeskoler. Ud fra det primære princip om at eleverne skal kunne transportere sig selv sikkert til skole, har Randers Kommune derfor sat gang i planlægningen af trafikale forbedringer. På Kristrup Skole, Søndermarkskolen og Vestervangsskolen går første etape af arbejdet i gang her i juni måned - for dermed at være færdig til skolestart. Planlægningen har været i gang længe og er sket i dialog med både skolebestyrelser og beboerrepræsentanter i områderne ved de tre skoler. Formålet har været at skabe trygge forhold for skolebørnene, når de enten færdes til skole på egen hånd, kører med bus eller kommer med forældrene i bil til skole.

Forbedringer

På Kristrup Skole bliver der opsat en krydsningshelle ved Vennelystvej og Skolegade. I efteråret forventes den eksisterende sti fra Asser Rigs Vej til Vennelystvej at blive asfalteret.
På Søndermarkskolen bliver der etableret en parkerings- og afsætningslomme på Smedegade ved Dammen. En del af p-pladsen ved skolen ændres til ”kys og kør-zone”, hvor forældrene sikkert kan sige farvel til deres børn om morgen. Der bliver ligeledes etableret fartdæmpere på Skanderborggade.
På Vestervangsskolen bliver der denne sommer lavet ensretning af Nålemagervej, og der kommer en krydsningshelle på Hobrovej. Ensretningen af Nålemagervej kommer blandt andet til at betyde, at trafikken i området bliver afviklet mere smidigt.I 2016 kommer der ramper til cyklende og gående ved stitunnel på Hobrovej. På den måde kan de bløde trafikanter færdes til og fra skolen, uden af skulle krydse vejen. Til næste år er det også planen at åbne Nålemagervej for udkørende trafik til Vester Boulevard med mulighed for at bilisterne kan svinge til højre ad boulevarden. Vejdirektoratet har netop givet en foreløbig tilladelse og kommunen forsætter derfor med planlægningen.
Der er også planer om at forlænge afsætningslommen på Vester Boulevard, for at skabe mere plads til, at forældre i bil kan hente og bringe deres børn. Randers Kommune skal ligeledes have en tilladelse fra Vejdirektoratet, før denne del af projektet kan gå i gang.
Kontaktinformation:

Birgit Berggrein, ingeniør, Randers Kommune, tlf.: 8915 1672, mobil: 2544 1672
Torben Bugge, skolechef, Randers Kommune, tlf.: 89151080, mobil. 5156 2080