Bænken holder prisuddeling
Medbring selv fiskefilet og drikkevarer, så sørger de gode folk bag Bænken for underholdningen.
Nogenlunde så enkelt kan det siges, om Bænkens arrangement i Byparken på søndag den 12. juli kl. 13.
Anledningen er uddelingen af den Gyldne Bænk og der vil som vanligt være mulighed for hyggeligt samvær og musik.
- Program: rå hygge og fællessang, som der står i invitationen.
Der er i alt fem nominerede til den Gyldne Bænk: Minna A Lauritsen, Bænkens chef for foto/videoafdeling; Niels-Peter Nielsen, Bænkens chef for sponsoraftaler, samarbejdspartner fra Corner Bodega; Lene Humle, Bænkens chef for PR-afdelingen; Niels E. Pedersen, Bænkens samarbejdspartner fra Fritidsbutikken og Lars Gustav Lindhardt, Bænkens konfessionarius, samarbejdspartner fra Avedøre Kirke.
Bænken er et frivilligt initiativ og forsøg på at skabe nogle hyggelige og ikke mindst musikalske stunder i Byparken.
Første arrangement så dagens lys i september 2014 og sidenhen har der løbende været afholdt hyggelige sammenkomster på og ved bænken.