Geomorfologi - når landet skaber sig

I Danmark stoppede istiden for 10-15.000 år siden. Det er fra denne istid, Weichsel istiden, at det danske landskab, som vi kender i dag, blev skabt. I dag kan man stadigvæk opleve “istid” i flere områder i Island. Det kan man, fordi at 11 % af Island er dækket af is i form af gletsjere. Det betyder, at Island er det optimale sted at nærstudere de landskabsdannende processer, som er de samme, som skabte de bakker, sletter, dale og marker, som vi kan se i det danske landskab i dag. At man studerer nutiden, for at få en større forståelse for fortiden, kaldes aktualitetsprincippet og er en vigtig metodisk tilgang i geografisk feltarbejde.

Processer fra den geologiske cyklus

Det kan være svært at forstå, hvordan et landskab bliver til. Det materiale jorden består af, er aldrig statisk, men en del af et stort og langstrakt geologisk kredsløb, i hvilket erosion-transport-aflejring er en meget vigtige proces. Den geologiske cyklus er således en af årsagerne til, at et landskab ændrer sig. I Island har vulkanerne skabt de enorme bjergmassiver, der præger landskabet. Men kigger man på et bjerg, er det forforanderligt - det bliver slidt og ændrer udseende over tid. Når der er frost, det blæser eller regner slides lidt af bjerget af, overfladen krakelerer og smuldrer i små og store stykker. Det, som bliver slidt af, kaldes sedimenter. Sedimenterne bliver transporteret af vinden eller vandet ned ad bjergsiden. Ved bjergets bund bliver sedimenterne så samlet i de såkaldte alluviale faner. Alluviale faner ligner kegler eller trekanter, som ligger op ad bjergsiden, og består af løse sedimenter fra det forvitrede bjerg. Alluviale faner kan ses på utallige bjerge i Island, og Talenter på Tværs så under deres rejse så mange af dem, at en fotokonkurrence blev igangsat for at fange den flotteste. Sedimenterne transporteres med overfladeafstrømningen eller vinden længere ud mod havet, hvor de aflejres lag på lag. De gennemgår diagenese som sammenkitter sedimenterne til en fast bjergart. Efter millioner af år, vil bjergarten blive presset så langt ned mod varmen fra jordens indre, at den opsmeltes og udsendes som lava på overfladen igen, hvorfra nye forvitringsprocesser kan begynde. Men undervejs i dette kredsløb er der mange interessante stadier, der skaber og omformer landskaberne.

Når is og vand skaber et landskab

Når man taler om isen og vandets landskabsdannende processer, handler det om, hvordan gletsjerne og det smeltevand, de producerer, påvirker og former landskabet. På egen hånd har Talenter på Tværs oplevet et landskab, som bliver skabt af netop is og vand. Gletsjerne i Island er årsagen til de største landskabsdannende processer. Når isen smelter på overfladen af gletsjeren, føres enorme mængder af smeltevand ud mod gletsjerfronten. Det vand, som løber gennem gletsjeren, fører en masse sedimenter med sig, hvilket gør, at vandet ser grumset ud. Når vandet kommer ud, danner det fletfloder, som er floder, der fletter sig ind og ud mellem hinanden. En fletflod ændrer sig hele tiden afhængig af vandmassen. Vandet kan ændre løb, fordi de gamle løb bliver fyldt op med sedimenter fra gletsjeren. Netop fordi floderne hele tiden ændrer deres forløb bliver de enorme mængder af sedimenter jævnt fordelt, og landskabet får en flad og slette-agtig karakter, som kaldes “sandur” på islandsk. Smeltevandssletter er helt flade områder med tykke sedimentlag af sten, sand og grus sorteret af vandet. De kan nogle gange være med græs, hvis de er gamle eller ubrugte, men ofte hindrer vinderosion eller konstant vandgennemstrømning, at plantedækket kan etablere sig. Dermed ligger de helt bare som store flade ørkenområder. Sandfygning er et naturligt forekommende fænomen på de store sandur-sletter, og under kraftige storme bliver vejene, som går igennem områderne, lukket. Nogle steder, blandt andet på Myrdalssandur, har man forsøgt at begrænse sandfygningen ved at plante et tæt dække af lilla blomster, som skal mindske vinderosionen og være med til at holde vejene åbne.

Den farlige flodbølge

En af de ting, man frygter mest på Island, er de såkaldte jøkelløb. Et jøkelløb forekommer ved et subglacialt vulkansk udbrud, hvilket vil sige, at en vulkan under en af de mange gletsjerne går i udbrud. Dermed sker massiv smeltning af det oven- og omkringliggende is og en kæmpe sø dannes i selve gletsjeren. På et tidspunkt vil gletsjeren briste, og søen vil blive tømt for vand. Et jøkelløb kan sammenlignes med en flodbølge eller en tsunami, der kommer inde fra land og søger ud mod havet. De er ekstremt farlige, og på rejsen så Talenter på Tværs resterne af en enorm stålbro som et tidligere jøkelløb havde krøllet sammen, som var den lavet af pap. Jøkelløb kan ændre landskabet helt på få minutter. Talenter på Tværs besøgte en stor klippeformation på en af de store smeltevandssletter. Det havde engang været en ø ude i havet, men efter et stort jøkelløb var der blevet aflejret så store mængder sedimenter, at kystlinjen var rykket flere kilometer ud i havet. Øen stod derfor nu på land! I den lille by Vik, som ligger stik syd for den store gletsjer Myrdalsjökull, har man placeret kirken på et højt bakkedrag, som er det højeste punkt i byen. Her skal byens beboer samles, hvis der er fare for jøkelløb.

Dødis og U-dale

Mindre dramatiske begivenheder end jøkelløb kan dog også skabe landskaberne. Eksempelvis dødislandskaber som man også finder i Danmark, nemlig på Sjælland, Fyn og i Østjylland. Hvis gletsjeren trækker sig tilbage, det vil sige smelter, i spredt uorden kan den efterlade store og små isblokke, som er brækket af fra gletsjerens kanter. Heraf kommer navnet død is, da det er is, som ikke længere hænger sammen med hovedgletsjeren. Når dødis smelter bort, efterlader det et småbakket landskab. Det så vi blandt andet i området øst for byen Vik, mens vi kørte mod gletsjeren Vatnajökul. Området omkring Vatnajökull, som i øvrigt er den største gletsjer i Europa, er utroligt spændende og indeholder mange unikke istidslandskaber. En af tungerne fra Vatnajökul hedder Svínafellsjökull, og her oplevede Talenter på Tværs et pragteksemplar af en glacial landskabsserie. En glacial landskabsserie er, når der er en inderlavning (ofte fyldt med vand) foran gletsjeren efterfulgt af en randmoræne, som derefter ender ud i smeltevandssletter. En glacial landskabsserie dannes, når gletsjeren rykker frem. Når gletsjerfronten presses frem, graver den dybt ned i materialet foran den og ”bulldozer” på den måde materiale væk. Det skaber en fordybning i jordlagene - en såkaldt inderlavning. Det materiale, der fjernes fra bunden, presses op foran gletsjeren i høje bakker, der kaldes randmoræner. Bag disse løber smeltevandet bort og danner store flade smeltevandssletter. Ser man alle tre kendetegn; inderlavning, randmoræne og smeltevandsslette sammen, har man en glacial landskabsserie. Et smukt eksempel på dette så vi altså ved Svínafellsjökull, hvor gletsjertungens tilbagetrækning har blotlagt det interessante og fascinerende landskab. I Danmark finder man glaciale landskabsserier mange steder på Fyn, Sjælland og i Østjylland.

Mærket af en gletsjer

Gletsjerne kan ikke blot skabe nye landskaber foran sig. De ændrer også de landskaber, de glider henover. Et bjerg går ikke uskadt fra mødet med en gletsjer. Hvis gletsjeren glider langs en bjergside, kan den efterlade skruestriber. Skurestriber opstår, når store stenblokke, der er fastfrosset i isen, slider vertikale render og fordybninger ind i de omkringliggende bjerge. Skurestriber kan også efterlades i underlaget, hvis underlaget er grundfjeld som f.eks. på Bornholm og i store dele af Sverige. En gletsjer, der bevæger sig frem, vil finde vej mod lavlandet gennem de dale, der ligger mellem bjergene. Disse dale vil ofte være V-formede dale, da vandet har eroderet i bunden af dalene. Når gletsjeren ankommer, begynder den imidlertid at slide på bjergsiderne med stor kraft og danner dermed en mere U-formet dal. Som allerede nævnt sidder store og små klippestykker fastfrosset i gletsjeren, og når den glider gennem landskabet virker den som et stykke sandpapir. Efterhånden som den har slebet i bjergene, kan man se, at dalene tager form efter gletsjerne, og der dannes U-formede dale. Vi oplevelse en U-formet dal, da vi besøgte Islands største vandfald, Gullfoss. Her kan man tydeligt se, hvordan vandet har skabt en V-dal i den nederste del af floddalen, hvorimod i den øverste del er udhulet til en U-dal dannet af en gletsjer.