Hr og Fru B åbner i det gamle Løveapotek
På torsdag slår dørene op til en lidt anderledes tøjbutik i hjertet af Randers. Hr og Fru B er en del af en nordjysk kæde på fem butikker, der på utallige opfordringer nu åbner en butik i Randers
Hr og Fru B byder på både dame- og herremode samt brugskunst, og kan derfor præsenterer en helt unik stemning, fortæller daglig leder Camilla Hjort Jacobsen.
"Kombinationen af mode og brugskunst, er netop med til at vi kan skabe rum og miljø i butikken, for det skal være rart og slet ikke stressende at handle", siger hun.
Sammen med Nikolai Kallesø skal hun stå for den daglige drift af butikken i det gamle apotek, der er istandsat med respekt for lokalet og dets særpræg.
"Ja selvfølgelig har vi bevaret det gamle loft - det er noget alle spørger os om", griner Camilla.
Også de gamle vinduer der sad ud mod gaden har fået nyt liv inde i butikken.
"Vi har forsøgt at være tro mod det gamle apotek, men det er også netop derfor at dette lokale er valgt til butikken", siger indehaver Jette Johansen.
Hun er faldet pladask for Randers og den særlige stemning der er i de gamle gader i midtbyen.
"Der er disse gamle dyder i Randers, og det er også det vi forsøger at holde fast i med blandt andet den gode service", siger hun.
I butikken vil være indrettet en lille café, når man kommer ind, hvor der bydes på en kop kaffe eller vin, så man i ro og mag kan shoppe sig gennem de mange tøjmærker.
Og der bliver lidt for enhver pengepung, fortæller Nikolai.
"Der bliver både det lidt billigere tøj så alle kan være med og så de high in brands, der er oppe i tiden", siger han.
Damemoden kan byde på mærker som PBO, Mos Mosh, Proud Made og Hilfiger Denim og for herrerne er det Armani jeans, Bruuns Bazar og Ralf Lauren blandt andet at der kan shoppes.
Brugskunsten bliver lidt til den alsidige side. Her findes mærkerne som blandt andet Blooming Ville og Nomess Copenhagen og så det populære String - et svensk inventarbrand, der er populære og hippe med deres reolsystemer.
"Der vil man også kunne finde forskellige moduler i butikken, så man kan se hvordan det kan bygges op", fortæller Jette Johansen.
Hr og Fru B åbner torsdag 18. juni kl. 10.00 og alle er inviteret til åbningen i de historiske lokaler lige overfor Hotel Randers.