Ordentlig økonomisk politik – ordentlig medmenneskelig politik
De sidste to uger har jeg været en del af valgkampen. En valgkamp, som – mener jeg – har været præget af alt for hård retorik og alt for mange tomme løfter.
Jeg har været i debatter rundt i alle hjørner af Sjælland, og alle steder har jeg oplevet hvordan mine meddebattører har kæmpet om at være mindst medmenneskelige og samtidig stå i den største gavebod.
Hvor er medmenneskeligheden blevet af? Hvor er ansvarligheden blevet af?
Jeg kæmper for en ordentlig politik der omfavner alle mennesker i samfundet, frem for kun dem med en bestemt hudfarve, eller en bestemt religion. En ordentlig politik der bygger på medmenneskelighed frem for mistænksomhed.
Hvor er den blevet af?
Og i den økonomisk politik… Jamen herregud. Her har det handlet om at overbyde hinanden mest muligt. Langt fra Christiansborgs kritiske journalister og regnemaskiner bliver der i en valgkamp leveret en syndflod af løfter, som enhver kan se aldrig vil blive indfriet. Enten fordi de er alt for dyre, eller fordi de leveres helt uden nogen form for realisme i den parlamentariske situation.
Men løfterne leveres, oftest uden nogen form for skrupler. Jeg har hørt de mest utrolige ting gennem de sidste tre uger!
Politik handler om at prioritere – også økonomisk. Vi har ikke råd til alt, og valgkampen handler efter min mening ikke om blot at overbyde hinanden, for det har Danmark ikke råd til.
Jeg ønsker en ordentlig medmenneskelig politik, hvor vi i Danmark anerkender, at vi er en del af et verdenssamfund. Vi må løfte vores ansvar i forhold til udviklingsbistand.
Vi må bidrage aktivt til FN’s kamp for konfliktløsning, fredsskabelse, forsoning og forebyggelse. Og vi må bidrage til at løse de store flygtningeproblemer, som verden står over for.
Samtidig er det vores ansvar, at vi ikke gentager den farlige økonomiske uansvarlighed, som prægede 00’ernes politik under VK-regeringen. Den blinde overbudspolitik og de smarte og dyre løgnhistorier får man ikke hos mig. Jeg er ikke bange for at drømme stort. Men pengene skal findes, politikken skal kunne realiseres økonomisk, og den skal kunne gennemføres på basis af lovgivning i Folketinget.
Vores Danmark er alt for smukt til at blive ødelagt af mangel på menneskelighed eller mangel på ansvar. Vi har masser at værne om. Vi har masser, vi skal nå.