Fortsæt til indhold

Udskyder sommerferien lidt

Hvidovre svømmeklub fik to medaljer - Silja Nielsdóttir Hansen udtaget til nordiske årgangsmesterskaber

Arkiv
Arkiv

SVØMNING: Odense var vært for DM for de ældste årgangssvømmere i sidste uge. DM har været målet for al træning gennem hele sæsonen, og fra Hvidovre Svømmeklub havde ni svømmere kvalificeret sig. Hvidovres svømmere startede lørdag stærkt med mange personlige rekorder i de indledende løb om formiddagen, og såvel Josefine Brosbøl Olsen og Jamilla Bistrup kvalificerede sig til aftenens finaler i 400 m. medley.
- Søndag fortsatte den gode stil, og både korte og lange løb gik rigtig godt, oplyser Lars Mertins fra klubben.
- Hvidovre havde igen flere svømmere i finalerne om aftenen. Silja Nielsdóttir Hansen var første svømmer i vandet og fik en flot 4. plads i en flot personlig rekord i 400 m. fri. Derefter var Josefine Brosbøl Olsen og Laura Lange i finalen i 100 m. Butterfly, hvor Josefine satte en flot ny juniorklubrekord. Drengene svømmede også stærkt, og Marcus Rappenborg Kjærsgaard gentog i 100 m. butterflyfinalen sin flotte personlige rekord, der blev sat under formiddagens kvalifikation. Pigerne sluttede af med en ny bedste tid i 4 x 100 fri...
- Mandagen bød på adskillige favoritløb. Marcus Rappenborg Kjærsgård svømmede sig til en flot A-finaleplads i 50 m. fri, hvor han fik en 8. plads. Jamilla Bistrup kom B-finalen i 200 m. butterfly og satte en flot personlig rekord. Josefine Brosbøl Olsen kvalificerede sig til finalen i 200 m butterfly. Med en flot bronzemedalje forbedrede hun sin egen Juniorklubrekord og slog samtidig seniorklubrekorden. Silja Nielsdóttir Hansen sluttede aftenen af med 800 m. fri. Hun svømmede en kæmpe personlig rekord, slog sin egen junior- og seniorklubrekord, vandt sølv og svømmede under kravtiden til de nordiske årgangsmesterskaber midt i juli. Dette flotte resultat betyder, at Silja må udskyde sommerferien i et par uger endnu...
- Fjerde og sidste stævnedag havde svømmerne stadigvæk gejsten oppe, og lavede endnu flere personlige rekorder. Det blev til en enkelt finaleplads til Silja Nielsdóttir Hansen i 200 m. fri. Tiden i finalen levede op til kvalifikationen fra om formiddagens indledende løb. Derudover satte pigerne en flot ny bedstetid i 4 x 100 holdkap-medley og fik en 9. plads...
- Svømmernes hårde arbejde og gå-på-mod gennem hele sæsonen har virkelig båret frugt. Med daglig træning, langbanetræningslejr, ekstra langbanetræning og en masse godt humør undervejs har svømmerne formået at løfte deres niveau endnu højere end før...ebo