Ny sort bælte til Kolding Taekwondo Klub Silla
Arkiv
Det blev en god dag på Dansk Taekwondo Forbunds sommerlejr, da et medlem af Kolding Taekwondo Klub Silla fik det sorte bælte lørdag den 11. juli.
Julian Laumann 15 år, udøver i Kolding Taekwondo klub Silla er blevet gradueret 1.dan, det første sorte bælte. Julian har dyrket Taekwondo i 9 år. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
Gradueringen foregår på den måde, at man viser hvad man kan foran et gradueringspanel. Fremvisningen kan vare op til 2 timer og kommer omkring alle taekwondoens facetter, blandt andet teknik, kamp og selvforsvar. Derefter voterer gradueringspanelet før taekwondoudøveren får at vide om han har bestået eller ikke.
Julian blev traditionen tro døbt i både champagne og barberskum af klubkammerater og familie.