Valgplakaterne skal ned
Giv et praj og hjælp med at få de sidste valgplakater fjernet
VALG: I morgen, fredag den 26. juni ved midnat, skal valgplakaterne være fjernet. Brug app'en Giv et Praj til at fortælle din kommune om plakater, der endnu ikke er pillet ned.
Selvom folketingsvalget for længst er overstået, kan man stadig støde på enkelte valgplakater, der dekorerer lygtepæle rundt omkring i landet.
Fredag kl. 23.59 er der gået otte døgn siden valget, og dermed udløber gyldighedsperioden for, hvornår partierne og kandidaterne må have valgplakater hængende.
Skulle du støde på enkelte efterladte plakater, kan du bruge den landsdækkende gratis app Giv et Praj til at give kommunen besked. Åbn app'en på din smartphone, tag et billede af plakaten, giv det kategorien ”Valgplakater”, og tryk ”Send”. Kommunen modtager automatisk dit praj med koordinater fra telefonens GPS, så de kan finde frem til plakaten.
Når kommunen eller Vejbestyrelsen bliver gjort opmærksom på plakater, der ikke er fjernet, kontakter de ophængeren, som får 24 timer til at fjerne plakaten selv.
Sker det ikke, kan kommunen tage plakaten ned for ophængerens regning. Det samme gælder, hvis plakaten er hængt op i strid med reglerne eller ikke er forsynet med kontaktoplysninger på ophænger eller kontaktperson.
pm