Fortsæt til indhold

Sidste dag med benzin i blodet

Arkiv
Arkiv

På bagsiden af sygehuset i Kolding blev de sædvanlige lyde fra byggeriet forleden afløst af motorstøj. Her stod hurtige biler og skinnende motorcykler linet op. Der var udstødningsrøg i luften og benzin i blodet på de mange børn, der var mødt op sammen med deres forældre fredag den 26. juni.

Her havde dagtilbuddet i børne- og ungdomspsykiatrien i Kolding inviteret Motorsport for Life til at komme forbi og give børnene en oplevelse for livet. De kunne prøve at sidde i en rigtig racerbil, køre en tur på en smart rød Ducati 916, og de kunne høre Michael Markussen fortælle om, hvordan det er at køre i team med selveste Jan Magnussen. Det skriver Psykiatrien i Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Sara på 13 år var den første, der hoppede op bag på motorcyklen. Efter turen var kinderne røde og smilet bredt.

"Det var virkelig fedt. jeg har glædet mig rigtig meget til i dag. Motorcyklen kørte lidt for langsomt i starten, synes jeg, så jeg bad ham om at køre lidt hurtigere. Nu mangler jeg bare kørekortet, så kan jeg selv styre den," siger Sara i pressemeddelelsen.

Saras mor, Vibeke Kusch, fortæller, at Sara har drømt om motorcykler, siden hun var seks år gammel. Så dagen var en stor dag for Sara. Oplevelsen afleder tankerne fra en svær hverdag, i hvert fald for en stund. Sara har haft det svært i skolen og hjemmet det sidste lange stykke tid, og de seneste tre måneder er hun dagligt kommet i dagtilbuddet i Kolding.

Motorcsport for Life holder omkring 25 arrangementer om året for indlagte børn med længerevarende sygdomsforløb. Normalt er det kræftsyge børn, der får mest opmærksomhed og sponsorstøtte, men det er også vigtigt at huske de børn, der er sårbare og ramt af en mere usynlig sygdom, fortæller formand for Motorsport for Life, Dan Crohn.

"Vi gør det, fordi vi mener, at uanset hvilken diagnose børn har, så skal de have det sjovt. Vi gør det frivilligt og for at gøre en forskel. Det giver god mening bare at se, hvor glade og åbne børnene bliver. Bare det at se deres smil - det er det hele værd," siger Dan Crohn i pressemeddelelsen.