Fortsæt til indhold

KØS inviterer til festlig skolefernisering med farverig husparade

Arkiv
Arkiv

KØGE: KØS Museum for kunst i det offentlige rum inviterer til en festlig skolefernisering fredag den 19. juni som kulminationen på projektet ’Åben skole’, der er et samarbejde mellem KØS, Sct. Nicolai Skole og Køge Kommune.
Ferniseringen byder blandt andet på en farverig husparade gennem byen, når elever fra 4.a og 4.b på Sct. Nicolai Skole præsenterer deres personlige fortolkning af kunstnerduoen Randi & Katrines eventyrlige univers.
Kreativiteten og fantasien fik frit spil, da 4. klasserne på Sct. Nicolai Skole i to uger i juni byttede deres normale undervisning i billedkunst ud med undervisning på KØS.
Undervisningen tog udgangspunkt i museets aktuelle udstilling Randi & Katrine – Follies & faces, der med en indendørs retrospektiv udstilling og en 2 km kunstrute fra KØS til Søndre Havn gav eleverne mulighed for at stifte bekendtskab med to af de mest markante kunstnere, som i disse år arbejder i det offentlige rum.
Eleverne har på forskellig vis afprøvet greb fra Randi & Katrines kunstneriske praksis i en undersøgelse af, hvordan arkitektur og kunst påvirker dem og deres opfattelse af byrummet.

Farverig husparade gennem byen

Undervisningsprojektet afsluttes med en fernisering på KØS fredag d. 19. juni, hvor klasserne blandt andet vil præsentere en farverig husparade gennem byen.
Her vil skæve karaktertræk smelte sammen med arkitektoniske elementer, når eleverne blander sig med byens huse i fantasifulde huskostumer.
Inspireret af Randi & Katrines levendegjorte værk Building Parade (2012) skaber eleverne en husparade, der bevæger sig fra museet, forbi Randi & Katrines humoristiske værk The House in Your Head og ned gennem Nørregade. Retur på KØS serveres snacks og drikke på museets kunstneriske forplads.
pm