Fortsæt til indhold

Hunden kan godt komme med på sommerferie

Det kan sagtens lade sig gøre at tage sin hund med på sommerferie, især hvis man forbereder sig grundigt

Arkiv
Arkiv

Sommerferien står for døren og som ejer af et kæledyr er der nogle ting, der er gode at gøre sig nogle overvejelser om inden man sætter sig i bilen og kører mod varmere himmelstrøg. Indehaver af Avedøre Dyreklinik, Lars Bistrup, fortæller her, hvilke overvejelser man kan gøre sig, før man begiver sig ud på en udenlandsrejse med sin hund.
- Ikke alle rejsemål er lige velegnede til at tage sin hund med, men det kan ofte lade sig gøre, fortæller Lars Bistrup.
Først og fremmest skal man tænke på, hvilken boform man har tænkt sig at bruge på ferien. Skal man f.eks. bo på hotel, og må efterlade hunden på værelset, fordi man skal ud og spise, kan den føle sig forladt og begynde at hyle. Dernæst skal man tænke på klimaet, som kan være til stor gene for en hund, der slet ikke er skabt til varmere himmelstrøg.
- Varme er et stort problem og ikke nødvendigvis en lykkelig situation for en hund med tyk pels. Og der kan det måske være en bedre løsning at efterlade hunden hjemme hos gode venner eller på en pension, siger Lars Bistrup, der dog tilføjer, at det nok er lige lovlig sent at finde plads på en pension på nuværende tidspunkt.
Den lokale dyrlæge understreger dog også, at et ophold på en god pension kan være en udmærket løsning for en hund. Ud over at det tager tid at finde den rigtige hundepension, så skal man desuden være opmærksom på, at der på pensioner normalt vil være krav om vaccinering af hunde.
- Det kan f.eks. være et særligt krav om vaccination mod kennelhoste, som kan være rigtig ubehageligt og plagsomt for dyret, siger Lars Bistrup.
Det er dog ikke kun på en dyrepension, at det kan være ganske hensigtsmæssigt - og hensynsfuldt for dyret, at blive vaccineret eller foretage forebyggende behandling mod en række sygdomme. I udlandet er der ligeledes en række sygdomme og parasitter, man kan forebygge imod.
- Trusselsbilledet er lidt anderledes i udlandet, og der findes andre smitsomme sygdomme i udlandet, f.eks. flåt-overførte sygdomme, som er anderledes end dem vi har i Danmark, siger Lars Bistrup.
Man kan dog forebygge den slags ubehageligheder ganske effektivt - og derfor er det altid en rigtig god ide at tale med sin dyrlæge om, hvilke sygdomme man skal være opmærksom på.
Ligeledes kan det også være ganske hensigtsmæssigt på forhånd at finde ud af, om der rent faktisk er en dyrelæge relativt tæt på feriestedet, så man ikke er prisgivet, hvis der opstår en uventet situation.

Forbered transporten

Langt de fleste tager deres hund med i bilen, når de tager på sommerferie. Det kan man som udgangspunkt sagtens, men man skal naturligvis huske på, at hunden, ligesom mennesker, kan have svært ved at klare varmen, og at hunden i modsætning til mennesker ikke kan sige til, når den trænger til at komme ud.
- Man skal tænke på, om dyret er vant til at køre i bil og så huske at holde passende pauser og have vand, skål og mad med, siger Lars Bistrup.
Hvis dyret ikke er vant til at køre i en bil, er det altid smart at træne på forhånd.
- Køresyge kan være knyttet til angst eller utryghed, men der er nogle håndkøbsmidler med naturlige indholdsstoffer, der kan være en rigtig god hjælp, siger Lars Bistrup.
Der findes desuden receptpligtig medicin, der er godkendt til hunde. Den lokale dyreklinik kan vejlede.

En tur til Middelhavet

Uanset om dyret er vant til at køre i bil, så er der alligevel langt til Middelhavet og det er derfor vigtigt, at huske mange pauser undervejs. Desuden skal man være opmærksom på, at der er nogle hunderacer, der meget dårligt tåler varme.
- Bulldogs og mopser har f.eks. en særlig udfordring i sydens varme, fordi de er kortsnudede racer. De har simpelthen vanskeligere ved at køle sig ned, så de kan få et livstruende hedeslag, fortæller Lars Bistrup.
Lars Bistrup tilføjer, at det også er en rigtig god tommelfingerregel ALDRIG at efterlade sin hund i bilen.
- En bil bliver meget hurtig varm, så man skal kunne forudse lys og skygge, og det kan være meget svært, siger Lars Bistrup.

Udenlandske sygdomme og hundepas

Rejser man til udlandet med sin hund skal man desuden være opmærksom på, at der er andre sygdomme og parasitter i udlandet end i Danmark. Heldigvis kan man forebygge en del af problemerne.
- Når det gælder flåter og de parasitter, de kan overføre, kan der forebygges både med afskrækkende midler og med tabletter, der sikrer at parasitterne dør, fortæller Lars Bistrup.
I alle lande er der desuden et krav om vaccination af hunden, hvis man vil krydse landegrænsen. Kravet om vaccination skal dokumenteres i et såkaldt dyrepas, som dyrlægen udsteder. Generelt skal vaccination være foretaget mindst tre uger før afrejse.