Fortsæt til indhold

Ungt forsvarstalent indgår treårig aftale med EfB

Arkiv
Arkiv

15-årige Jacob Lønne har noget af det stof i sig, som moderne forsvarere er gjort af. Han er stor og duelstærk, og samtidig er han hurtig og evner at spille bolden frem i fødderne på medspillere.
Den tidligere Tarp- og Sædding-Guldager-spiller har nu indgået en treårig ungdomskontrakt med EfB, og han har i sinde at blive i klubben og byen i flere år, inden han eventuelt udnytter sit talent til at komme til en større klub.
"Jeg er Esbjerg-dreng og vil gerne have superligadebut for EfB, inden jeg skal videre og prøve noget andet. Den nye kontrakt giver mig mulighed for at få nye udfordringer og videreudvikle mit spil, og jeg føler, at jeg i næste sæson kan være med og bidrage på holdet i U17 Ligaen," siger Jacob Lønne.
Han fik en fin debut blandt de ældre drenge i forårets kamp mod Silkeborg IF, og hans nuværende træner, U15-cheftræner Dan Guldager, forventer, at han vil komme til at spille en pæn rolle på U17-holdet efter sommerferien.
"Jacob er en stor, stærk forsvarsspiller, der er hurtig, stærk i dueller og god i vendinger. I de to sæsoner i EfB har han taget store skridt i spillet op ad banen og har fået et bedre blik for spillet, ligesom han er stærk på dødbolde. Jeg forventer, at han allerede i næste sæson bliver en bærende og dominerende spiller på holdet i U17 Ligaen," siger Dan Guldager.
Jacob Lønne begynder efter sommeren i 9. klasse i eliteidrætsklasserne på Bohrskolen, kendt som Vitaskolen, og planen er at fortsætte på HHX på Rybners efter folkeskolen. De to år på Vitaskolen med morgentræning tre gange om ugen har gavnet hans fodboldudvikling betydeligt.
Efter de første fodboldår i Tarp Boldklub skiftede Jacob Lønne som U11-spiller til en anden af klubberne i Sydvestjysk Fodbold Samarbejde, Sædding-Guldager IF, hvor han tog yderligere skridt i sin udvikling. Lillebror Mathias valgte at skifte direkte fra Tarp til EfB, og han spiller nu på U11-holdet.